Den franske høst af majs har i år været længe undervejs. Ugunstige vejrforhold har således forsinket dette års franske majshøst. Men nu er høsten alligevel tæt på sin afslutning, og udbytterne ser lovende ud. Samtidig er de franske landmænd nu ved at være færdige med at så hvede, og her ser kvaliteten også lovende ud.
Frankrig, der er Europas suverænt største afgrødeproducent, har haft problemer med at høste deres majs i år. Men nu ser det ud til, at høsten endegyldigt er ved at nå en ende. Således har de franske landmænd nu høstet majs på 91 procent af det samlede areal, hvilket er en stor fremgang, set i forhold til sidste uge, hvor der var høstet majs på 82 procent af det samlede areal.