Dyrenes Beskyttelse vil ikke længere have sit anbefalingsmærke på frilands- eller økologisk æg, så længe hønerne brækker brystbenet i produktionen, skriver Fagbladet Økologisk.
I den forbindelse fjerner organisationen sit »Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse«-mærkat på alle æg.
Sidste år kom det frem, at 85 procent af de æglæggende høner i den danske produktion lider af brud på brystbenet.
Lars Bredahl, der er formand for Æg- og Fjerkræudvalget i Økologisk Landsforening udtrykker både forståelse og skuffelse overfor Fagbladet Økologisk.
»Mærket angiver jo en ekstra velfærd på nogle områder, og når det handler om høns, er det jo velkendt, at vi står med en meget stor udfordring. Men overordnet set ærgrer jeg mig over beslutningen, og jeg havde hellere set, at de havde taget dialogen med os«, siger Lars Bredahl til mediet.