Amerikansk hvede er tilbage til niveauet fra marts

Prisen på amerikansk hvede er faldet efter en række stigninger, og er tilbage ved prisen fra marts. Den europæiske møllehvede er ligeledes i fald.

- Siden prisen på hvede sidst toppede ud 10. oktober på børsen i Chicago, så har der kun været én retning, og det er ned. Hver gang, markedet har været ved at udstråle lidt selvtillid, så har sælgerne kastet salgsordrer ud i markedet på ny, og prisen er endt med yderligere fald.

Det skriver analyseinstituttet AgroMarkets onsdag.

Faldet i priserne har været så store, at prisen nu er helt tilbage til samme niveau som den seneste bund 18. september, og ellers skal vi helt tilbage til marts og videre til årsskiftet for at finde samme prisniveau som i dag.

- Det vil sige, at alle stigninger fra marts og frem til i dag er visket ud. Nu er det store spørgsmål, om der er kræfter nok i markedet til at gribe prisen endnu en gang, eller om udbuddet af korn efter høst er blevet så stort, at vi skal videre ned, skriver virksomheden.

- Det er stadig for tidligt at konkludere på dette. Et er dog sikkert: Lykkes det ikke markedet at gribe prisen i det nuværende niveau, så dykker prisen for ikke at vende tilbage sådan lige med det samme, står der endvidere.

Møllehveden i Paris er også netop trådt ned gennem et vigtigt støtteniveau og har budt på op til flere prisfald.

Læs også