Der mærkes så småt en bedring i efterspørgslen på det Europæiske marked på en række artikler som blandt andet kamme, bove og brystflæsk, og det skaber nu en bedre balance i markedet mellem udbud og efterspørgsel.

Det får Tican til at hæve noteringen for svin med 20 øre til 12,90 kroner for uge 43. Noteringen for søer falder med 40 øre til 12,40 kroner.

Delstykkerne med ben som skinker og forender sælges forsat til uforandrede priser.

- I Kina centrerer efterspørgslen sig primært om de typiske Kina-artikler, og der sælges i øjeblikket til stabile priser, skriver slagterivirksomheden i en ugentlig markedsberetning.

Tilmeldingerne er fortsat lidt over prognosen, hvorfor antal udsatte grise er status quo. Tican øger derfor kapaciteten i Brørup i uge 43.

Forskydning i afhentningstidspunktet kan være op til fem-seks dage.