Fortsat uændret svinenotering
Danish Crown fastholder en svinenotering på 10,50 kroner i næste uge. Friland sænker økotillægget med 75 øre. Udsigt til flere udsatte svin.

Danish Crowns forventning lige nu til næste uge er, at der vil blive behov for at udsætte cirka 120.000 grise grundet en høj tilmelding.
Andelshaverne i Danish Crown får 10,50 kroner pr. kg for slagtesvinene igen i næste uge.
Derimod sænker Friland tillægget for økologiske slagtesvin med 75 øre til 24, 40 kroner pr. kg. Noteringen får frilandssvin står stille på 15,75 kroner pr. kg.
Det europæiske marked for grisekød er fortsat præget af ferieperioden i Sydeuropa, hvor mange aktører i forædlingsindustrien først vil være tilbage på fuld kraft i løbet af den kommende uge.
- Markedet er rimelig stabilt. Aktiviteten i foodservice sektoren er fortsat på et lavt niveau. Restauranter og cafeer er fortsat ikke oppe i gear. Der er ingen tilskuere til sportsevents, koncerter er aflyst, og det samme gælder mange af de traditionsrige byfester i Mellemeuropa, og det kan mærkes på efterspørgslen, siger Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown Pork.
Stabilt salg til Kina og Japan
Der er en pæn efterspørgsel på forender, bove og nakker. Afsætningen af kamme, bacon og brystflæsk er stabil, mens priserne på skinker typisk for årstiden siver lidt, fordi de store kunder i Sydeuropa har droslet ned i ferieperioden.
- Nedlukningen i Ringsted har selvfølgelig givet os nogle udfordringer salgsmæssigt, men indtil videre har vi evnet at levere stort set som planlagt til vores faste kunder, og det er helt essentielt på både kort og lidt længere sigt, siger Lars Albertsen.
Til landene udenfor Europa er der fortsat en stabilt salg til både Kina og Japan.
Tilmeldingen til denne uge blev højere end forventet i prognosen, og det betyder, at der bliver behov for at udsætte omkring 85.000 grise til uge 34.
Danish Crowns forventning til næste uge er, at der vil blive behov for at udsætte cirka 120.000 grise grundet en høj tilmelding.
For søernes vedkommende udsættes der 440 søer til uge 34.