Der er kun få uger til præsidentvalget i USA. Som forventet har perioden op imod valget været karakteriseret ved voldsom usikkerhed på de finansielle markeder. Det må vi forvente vil fortsætte frem mod valget og i perioden derefter.
At den fortsat siddende amerikanske præsident Donald Trump, midt under valgkampen skulle gå hen og blive smittet med COVID-19, lå ikke ligefrem i kortene. Den amerikanske præsidents helbred under sygdomsforløbet har sat gang i ekstra megen usikkerhed på de finansielle markeder. Egentligt ikke fordi en enkelt omend dog vigtig mand bliver smittet med den frygtede sygdom, men fordi aktieinvestorer ikke bryder sig om overraskelser.