Markedsnoter: LDM spekulerer om Arla-polstring
I sit nyhedsbrev til sine medlemmer, LDM Ugenyt, bliver der spekuleret i, at Arla er ved at polstre sig før en mulig fusion. Arla har tidligere afvist alt om, at selskabet sparer mere op end til almindelig efterbetaling, som der ifølge LDM har gået rygter om i mælkeproducent-kredse. Det må selskabet simpelthen ikke, lød det fra Arla, men den forklaring køber man altså ikke 100 procent hos LDM.
- Nu kræver det jo ikke stor fantasi at forestille sig, at nogle mursten kan nedskrives eller afskrives, så pengene passer, lyder det fra LDM, hvor man nok engang undrer sig over, at Arla ligger efter sin hollandske konkurrent FrieslandCampina i mælkepris.
- Det er svært nok at forstå, at mejeriet for 10. år i træk ligger bag FrieslandCampina og nu tillige er langt nede på LTO’s liste af sammenlignede europæiske mejerier. Det er umuligt at forstå, hvis andelshaverne ikke får den højest mulige pris udbetalt.
- Og, hvorfor skulle mejeriet ikke udbetale mest muligt. I bogholdere og juristers tankegang er der årsager nok, ikke mindst hvis efterårets rygter fra Holland om genoptagne fusionssamtaler skulle være sande, så er det nemlig en nødvendighed at være godt polstret, lyder det fra LDM.
Hård sojauge
Sojakomplekset havde en hård uge, og fredagen var ikke nogen undtagelse. Efter at være åbnet pænt fra morgenstunden, så tog frygten i løbet af dagen over, og både bønner, skrå og olie endte dagen i negativ, lyder det fra Jyske Markets i sin afgrødekommentar.
- Sojaolien tog dagens spurtpræmie, med et fald på godt to procent. En kombination af faldende priser på palme- og råolie, samt negative tal for den amerikanske biodiesel produktion i november, var med til at trække priserne ned. Med udsigten til en rekordstor latinamerikansk høst, som så småt er ved at være skudt i gang, så skal der for alvor ske noget på de lokale vejrmarkeder, alternativt fra den kinesiske import, før vi forventer, at der store stigninger i sigte, lyder analysen.