Agrometer og Klitgård Agro inviterer til gylledemo
På onsdag den 15. maj kan søstermodellen til Agrometers selvkørende SDS 8000-gylleudlægger, SRS 1200, en bugseret slangetromle, ses hos Klitgård Agro i Vendsyssel, hvor maskinen er en stor succes.

Agrometer og Klitgård Agro holder gylledemonstration onsdag den 15. maj på Klitgård Agros marker, hvor der bliver mulighed for at se Agrometer SRS 1200, en bugseret slangetromle, der kan udstyres med forskellige nedfældere. Privatfoto
I 2024 kører der tre eksemplarer af disse gylleudlæggere på danske marker, herunder én hos Klitgård Agro i det østlige Vendsyssel. Her er maskinen en stor succes, og Klitgård Agro vil derfor gerne fremvise maskinen for offentligheden sammen med Agrometer.
Fjernstyret pumpevogn
Ligesom den selvkørende udlægger arbejder SRS 1200 også i marken hele tiden, mens den kontinuerligt forsynes med gylle fra den fjernstyrede pumpevogn. Fraværet af en gylletank på maskinen giver en lav egenvægt på 10.740 kg (uden nedfælder), hvilket betyder, at man har mulighed for at nedfælde gylle med samme skånsomme metode, som det allerede kendes fra den selvkørende gylleudlægger.
Klitgård Agro kører med en sortjordsnedfælder, der er monteret med rulleskær og rørpakkevalse. Der er også monteret en FT 3000-fronttank fra Agrometer, som betyder, at man undgår trykfald i fødeslangen under vending på forageren.
Maskindemoen afholdes onsdag den 15. maj fra kl. 10-13 på adressen Hølundvej 94, 9362 Gandrup.