I juli gennemførte Kverneland et verdensrekordforsøg med FastBale-presseren i Sverige. Målet var at presse og pakke flest mulige baller på 24 timer.
Det er nogle solide skår, der er revet sammen på Bro Godås’ gård ved Säffle i Sverige tirsdag den 2. juli. Et hold fra Kverneland Group Sverige står klar til at tage hul på intet mindre end et verdensrekordforsøg på 100 hektar af gårdens græsmarker. Målet er at opnå det maksimale antal producerede baller inden for 24 timers kontinuerlig kørsel.
Kl. 17.00 sætter Oscar Svantesson Mander sig bag rattet og styrer en Fendt 724 og den nyeste version af Kvernelands FastBale Premium ind i skåret. Foran sættet ligger 24 timers arbejde, hvor presseren skal nå flest mulige baller under virkelige forhold – altså hvor køretid mellem marker, maskinvedligehold og udskiftning af net og film altså indgår i den samlede pressetid.
Sort boks forbinder Kvernelands redskaber
Det handler om effektivitet i alle led. Per Frankelius fra Linköpings Universitet (Agtech Sweden) er vidne til forsøget. Ved hjælp af det nye telematiksystem Kverneland Sync kunne han og teammedlemmerne fra Kverneland løbende holde sig opdateret om relevante maskinparametre og præstationsindikatorer på Kvernelands digitale platform Kverneland FarmCentre.
1,1 balle pr. minut
- Det var dejligt at se og opleve, hvor let det er at bruge sådan et Non-Stop pressesystem, siger Oscar Svantesson Mander efter at have kørt de første par timer af forsøget.
Da klokken slår 17.00 onsdag den 3. juli, bliver pickuppen hævet og den sidste balle falder af presseren. 1.587 rundballer er der blevet presset og pakket på 24 timer – og det er en verdensrekord.
- Det er et sandt bevis på, hvordan Kverneland FastBale Premium fungerer, da den kontinuerligt kan pakke baller uden at stoppe. Rekorden er endnu mere bemærkelsesværdig, fordi vi opnåede den under virkelige forhold, inklusive den tid, vi brugte på at flytte os mellem markerne. Vi nåede næsten 1,1 balle hvert minut i løbet af 24 timer, siger Oscar Svantesson Mander.
Han fremhæver, at det er meget mere behageligt og praktisk ikke at skulle stoppe traktoren hvert minut, og understreger, at han aldrig ville have opnået det her resultat, hvis han skulle gøre det.