Den Roskilde-baserede maskinhandler Sivertsen A/S, der også har afdeling på Bornholm, udvider nu sit forhandlernetværk med nye afdelinger.
Da juli blev til august trådte et nyt samarbejde mellem Agco og Siversten A/S i kraft. Et samarbejde, der handler om distributionen på Bornholm, men som også kickstartede første fase af Sivertsens nye vækststrategi.
Næsten to måneder senere er den sjællandske maskinhandler klar med næste trin. Sivertsen har nemlig indgået aftaler om områdeforhandling med henholdsvis Søllested Maskinforretning A/S på Lolland og Falster og Fårevejle Maskinforretning ApS på Vestsjælland. Aftalen dækker Massey Ferguson og størstedelen af Sivertsens produktportefølje, og aftalen skaber glæde hos salgschefen i Sivertsen.
- Vi er meget tilfredse med at kunne tilføje to forhandlere med mange års erfaring, stærke tekniske kompetencer og høje serviceniveau til vores netværk. Det har været vigtigt for os at finde de helt rigtige samarbejdspartnere, der kan levere det samme niveau af service, som Sivertsen er kendt for, siger Bjarne Obel i en pressemeddelelse.
Sivertsen indgår aftale med Agco på Bornholm
Styrker alle parter
Det nye samarbejde skaber ikke kun glæde hos Sivertsen. Også Søllested Maskinforretning ser frem til det nye samarbejde, som giver en forhandleraftale med Øbakke A/S, der er importør af Takeuchi og Kramer m.fl.
- Vi ser frem til, vi kan tilbyde vores kunder en stærk række kvalitetsmærker med Massey Ferguson i spidsen. Samarbejdsaftalen med Øbakke betyder, at vi nu træder ind på entreprenørmarkedet med et markedsledende produkt som Takeuchi gravemaskiner, siger Torben Kepp Jensen, administrerende direktør i Søllested Maskinforretning.
Aftalen betyder ligeledes, at kunderne hos Søllested Maskinforretning kan se frem til et nyt og bredere sortiment, og samtidig ruster det nye samarbejde også virksomheden til fremtiden.
- Det er en styrket Søllested Maskinforretning, der går fremtiden i møde, og med et stærkere fundament for service vil vores kunder mærke fordelene fra dag ét, siger direktøren og bliver suppleret af René Nielsen, stifter og ejer af Fårevejle Maskinforretning.
- Vi er glade for, at vores gode samarbejde med Sivertsen igennem mange år kan fortsætte, og vi ser frem til at komme i gang med de røde Massey Ferguson, siger han.
Millionunderskud i Søllested
Fokus på Sydsjælland
Søllested Maskinforretning har mere end 55 års erfaring inden for salg og servicering af landbrugsmaskiner samt entreprenørbranchen og de beskæftiger 21 ansatte og har seks servicevogne. Fårevejle Maskinforretning har 32 års erfaring og servicerer traktorer samt et stort antal mini- og storeballepressere. Virksomheden har 4 ansatte og 4 servicebiler.
Trods det nye samarbejde har Sivertsen dog et fortsat ønske om at styrke tilstedeværelsen endnu mere i den sydlige del af Sjælland.
- Med den nye lokation i Søllested og vores service- og salgsaktiviteter i Dealer Excellence Centreret i Roskilde, suppleret af vores veludstyrede servicevogne, er dækningen i vores forhandlerområde tilfredsstillende. Men vi har altid høje ambitioner for vores service, og derfor arbejder vi på at kunne annoncere endnu en lokation på Sydsjælland snarest, siger Bjarne Obel.
Næsten dobbelt op hos Sivertsen