O. Søndergaard & Sønner: - Det er ikke korrekt, vi sælger ulovlige traktorer i Danmark

O. Søndergaard & Sønner afviser påstande om ulovlige traktorer og understreger, at alle traktorer, de sælger, opfylder EU-standarder og danske krav for registrering og anvendelse.

I artiklen »Rokade i Deutz-Fahr-forhandlernettet«, offentliggjort i Effektivt Landbrug den 28. november og på Effektivt Landbrugs hjemmeside, fremgår det, at O. Søndergaard & Sønner sælger ulovlige traktorer i Danmark. Den påstand afviser Anders Søndergaard fra O. Søndergaard & Sønner A/S nu.

- Det er korrekt, at vi er opsagt som Deutz-Fahr-forhandler. Dog ønsker vi at rette fejlagtige oplysninger vedrørende salg af traktorer fra Norge, siger han i en pressemeddelelse, og uddyber:

- Det er blevet påstået, at traktorer, vi importerer fra Norge, skulle være ulovlige i Danmark. Dette er ikke korrekt. Der er ingen lovgivning, der gør norske traktorer ulovlige i Danmark, så længe de overholder de gældende EU-regler og danske krav for registrering og anvendelse. Traktorer, vi sælger, opfylder naturligvis disse krav, siger Anders Søndergaard og tilføjer:

- Der findes norske traktorer, der kører 50 km/t, men disse sælges ikke i Danmark. De traktorer, vi importerer og sælger, er fuldt ud godkendt efter EU-standarder og lever op til de danske krav, herunder syn, vægtafgift og forsikring.

- Vi ønsker desuden at understrege, at selvom vi ikke længere er Deutz-Fahr-forhandler, yder vi fortsat fuld service og leverer reservedele til Deutz-Fahr-traktorer, slutter han.

Læs også