Korup Dækservice vil være Fyns bedste
»Vi brænder for det. Vi tager ejerskab, og vi er ikke ligeglade med vores kunder«. Det er de klare budskaber fra Korup Dækservice, der netop har udvidet med køb af LK Dækservices afdeling i Hårby.

Jesper Helth Holm, ejer af Korup Dækservice med hunden Balder. Fotos: Henriette Lemvig
Stemningen er god, snakken går ivrigt, og der er et rend af kunder både på kontoret og i værkstedet, da LandbrugFyn besøger Korup Dækservice en tidlig tirsdag morgen midt i marts.
- Jamen sådan er det heldigvis hver dag, siger ejer Jesper Helth Holm smilende og understreger, at det faktisk stadig er en af de mere stille måneder.
- For personbilerne går det stærkt i april/maj og igen i oktober/november. For landbruget er det, når der rigtigt bliver gang i markerne med forårsarbejdet og så igen til høst. Der har vi ekstra personale kaldt ind.
Landbruget fylder godt
Korup Dækservice, lige nordvest for Odense, skifter, reparerer og sælger dæk til både personbiler og landbrugsmaskiner.
- Cirka 50 procent af vores tid bruger vi på landbrugsmaskiner, og det vil vi gerne øge til endnu mere. Af samme årsag har vi fra årsskiftet købt LK Dækservices afdeling i Hårby, og er godt i gang med at integrere både den tidligere medarbejder i afdelingen Jakob Steen Andersen og værkstedsdelen under Korup Dækservice, så vi nu også er meget fint repræsenteret på Vest- og Sydfyn.

Allan Hein Kristensen (tv) tidligere ejer af Korup Dækservice, Jesper Helth Holm, nuværende ejer og Jakob Steen Andersen, medarbejder og tidligere LK Dækservice afd. Hårby.
Jakob Steen Andersen tilføjer.
- Jeg er glad for at være kommet med på holdet, siger han.
- Jeg har altid set det som min fornemmeste opgave at hjælpe og servicere kunder på allerhøjeste niveau. Det er også opgaven og engagementet her hos Korup Dækservice, så jeg glæder mig til årets kommende opgaver.
Overtog virksomheden i 2023
Jesper Helth Holm købte Korup Dækservice af Allan Hein Kristensen tilbage i august 2023.
- Jeg har kørt markræs, fra jeg var 12 år, og altid interesseret mig for at rode med biler, sætte dem i stand og sælge dem igen. Ydermere er jeg uddannet som Anlægsstruktør og har arbejdet med større entreprenørmaskiner.
Det blev dog handelsvejen, Jesper Helth Holm valgte at forfølge, og han har arbejdet indenfor fødevarebranchen i mange år.
- Men da muligheden bød sig, og Allan var interesseret i at sælge Korup Dækservice, slog jeg til. En beslutning jeg ikke har fortrudt, understreger Jesper Helth Holm.
- Vi har det utroligt godt her, og jeg har været så heldig, at Allan gerne har ville fortsætte. Det er ham, der er fagnørden, og derfor helt uundværlig i forhold til at lære fra sig.
- Så vi har fået en god start, og nu er det så tid til, at ekspandere forretningen yderligere, men samtidigt hele tiden arbejde på at blive endnu bedre til vores arbejde - et mål jeg håber og synes, vi er godt på vej til at indfri.

Hurtig hjælp
- Det allervigtigste er, at vi yder en god service. At vi er klar til at hjælpe, når uheldet er ude, og at vi kan hjælpe, siger Jesper Helth Holm og fremhæver, at det blandt andet er ved at have mange dæk på lager, så de fleste landbrugsmaskiner er kørende igen i løbet af et par timer.
- Det er vigtigt for mig, at alle medarbejdere tager ejerskab om opgaven. Vi ved, hvor vigtigt det er – især i sæsonen – at landmanden kan udføre de opgaver, der er, og ikke afbrydes af uforudsete udfordringer, som et punkteret dæk. Derfor sætter vi en ære i, at det bliver løst hurtigt og enkelt – også i weekenden og om aftenen. Den service skal vi kunne yde, siger Jesper Helth Holm og bakkes op af Jakob Steen Andersen.
- I sommers havde vi for eksempel en mejetærsker, der brød ned torsdag aften. Inden for to timer var han igen kørende, og dagen efter havde vi monteret et nyt dæk, der vel at mærke var et dæk, der kun var et af i hele Nordeuropa, og som vi fik hentet hjem med særtransport og monteret. Vi er ikke ligeglade med vores kunder, og yder gerne en ekstra service.

Går i dialog med kunden
En anden vigtig del af den gode service, er ønsket om at gå i dialog med kunden allerede inden, der er behov for hjælp.
- Vi kommer rigtigt gerne og ser på hele maskinparken, inden sæsonen for alvor går i gang, så vi kan undgå de nedbrud, vi kan forudse.
- Vi vejleder også gerne den enkelte og afholder kurser, hvor vi – blandt andet på Torup Bakkegaard ved Assens, hvor der er mange medarbejdere og mange maskiner – fortæller om den nyeste branchevejledning og kommer ind på dækkvalitet, dæktryk, brændstofforbrug, trækkraft, jordtryk, sikkerhed og holdbarhed. Altså underviser kunderne i betydningen af at bruge dækkene rigtigt. Det er en meget tilfredsstillende opgave, som vi også oplever, kunderne er glade for, siger Jesper Helth Holm.

Fik ny viden i værkstedet
Oskar Lauritsen er værkfører på Torup Bakkegaard nord for Assens. Han fortæller begejstret om det kursus, han og 14 andre ansatte på ejendommen netop har haft med Korup Dækservice.
- Det var virkelig en succes, siger han.
- Korup Dækservice mødte op med tre mand her på værkstedet og fortalte blandt andet om den nyeste lovgivning og især om de sikkerhedsforanstaltninger, der er påkrævet. Derudover kunne vi jo inddrage de redskaber, vi allerede har, og se på, hvordan de bedst kan benyttes, ligesom vi kunne gå over og kigge på et konkret dæk og få viden om lufttryk med mere.
- Det er godt med en reminder om, både den plante- og jordbundsfaglige indvirkning dækkene har ude i marken, men også om det sikkerhedsmæssige. Når det går stærkt, kan der hurtigt ske skader, fastslår Oskar Lauritsen.
Han synes, det er en god ide med en årlig reminder.
- Vi har mange elever, så bare af den grund, vil det være godt med en årlig gennemgang i værkstedet, men også for os andre, er det godt med en reminder om, hvad vi skal tage højde for og få den nyeste lovgivning og viden fra nogen af dem, der ved allermest om det.