Har lyttet til markedet: - Vi skal ikke fortælle dem, hvordan deres traktor skal se ud
Med Deutz Fahr Basic giver importøren kunden friheden til selv at vælge – og udsigt til 15-30 procent billigere traktorer.

- De skal ikke føle, at vi som importør fortæller dem, hvordan deres traktor skal se ud, hvilket udstyr den skal have, og hvilke opgaver den kan løse, lyder det fra Henrik Hansen, adm. direktør i Moni Worldwide. Pressefoto
»Deutz Fahr Skandinavien har lyttet. Vi har lyttet til markedet, efterspørgslen samt kunderne, som er vores vigtigste pejlemærke i denne turbulente tid.«
Sådan skriver Deutz Fahr-importøren Moni Worldwide i en pressemeddelelse.
Og mens de fortsætter med at tilbyde de nuværende Deutz Fahr Moni-edition-modeller, hvor importørens fokus har været på stærke, komfortable traktorer med ekstraudstyr på et højt niveau, har de lyttet sig frem til, at tiden også er moden til en ny modellinje: Basic-edition, der kommer i fire modeller.
- Vores Basic-edition kommer til at give landbruget og andre segmenter et redskab til at sammenligne og vurdere alternativer på en ny måde. De skal ikke føle, at vi som importør fortæller dem, hvordan deres traktor skal se ud, hvilket udstyr den skal have, og hvilke opgaver den kan løse, lyder det fra Moni Worldwides adm. direktør, Henrik Hansen.
Ifølge importøren får kunden i form af Basic-edition adgang til en simpel og enkel traktor, som kan køres af alle – en maskine, der opfylder de lovmæssige og markedsbestemte minimumskrav til traktorer i Skandinavien og dermed kan tages i brug fra dag ét.
Ikke alle har samme behov
Ikke mindst er der penge at spare:
- Siden begyndelsen i 2021 har vi styrket vores forretning og position i markedet ved at hente high-spec traktorer direkte fra Deutz Fahr-fabrikkerne. Men samtidigt oplever vi nu også, at ikke alle har de samme behov for eksempelvis transmission, kørekomfort, styrke og RTK. Dette er medvirkende til introduktionen af vores nye Basic-serie, som også rammer i et andet prisniveau og generelt vil ligge mellem 15-30 procent billigere sammenlignet med vores allerede attraktive og prisvenlige Moni-editions, fortæller Henrik Hansen, der gennem årene har erfaret, at flere kunder i Skandinavien efterspørger traktorpriser med fokus på ærlighed og gennemsigtighed.
De nye modeller introducerer en serie af traktorer fra 5-, 6- og 7-serien med fast lav pris, og som nemt kan tilpasses til præcise behov. Alle leveres med standardudstyr fra fabrikken, lyder det.
»Med tilføjelsen af flere modeller er det vores forventning og ambition at blive en endnu mere respekteret og troværdig samarbejdspartner. Ikke kun for vores store forhandlernet, men også for nye kunder, som endnu ikke har stiftet bekendtskab med vores fremragende maskiner,« slutter pressemeddelelsen.