Claas har netop lanceret en ny generation af frontmonterede Disco-skårlæggere, som kombinerer nyt design med tekniske forbedringer målrettet moderne grovfoderproduktion. Serien er præsenteret fra Claas’ specialiserede fabrik i Bad Saulgau, hvor man samtidig rundede en milepæl med skårlægger nummer 250.000, lyder det i en pressemeddelelse.

De tre nye modeller – Disco 3150F, Disco F Profil og Disco Move – dækker både kompakte behov og avancerede professionelle løsninger. Fælles for dem er et nyt design med grå beskyttelseskapper og mulighed for integration i store skårlæggerkombinationer, hvor Claas’ »18 til 12«-strategi kan optimere høstkæden og sikre højere kvalitet.

Strategien går ud på at slå 18 meter i én arbejdsgang, men samle det i 12 meters bredde – altså i færre, men bredere skår. Det sker ved hjælp af de integrerede bånd, Auto Swather, på skårlæggerne, som samler afgrøden i midten eller i to skår, afhængigt af behov.

Nøglerolle

Særligt FRC-modellerne med valsecrimper har fået et teknisk løft i form af et nyt dobbeltvalsedrev, hentet fra Disco 9700 RC Auto Swather. Det giver større kapacitet i bladrige afgrøder og styrker gennemstrømningen.

- Frontskårlæggere spiller en nøglerolle i at øge både kapacitet og kvalitet i grovfoderhøsten, forklarer Dirk Röhrich, Global Product Team Manager for Greenline-produkterne fra Claas.

De tre nye modeller: Disco 3150F, Disco F Profil og Disco Move.

De tre nye modeller: Disco 3150F, Disco F Profil og Disco Move.

- I dag fungerer kraftige traktorer med front-PTO reelt som selvkørende enheder, og især i kombination med vores »18 til 12«-strategi for skårlægning muliggør det en højeffektiv, professionel grovfoderkæde med fokus på kvalitet.

Alle modeller er bygget op omkring Max Cut-skårlæggerbjælken, der sikrer høj snittefrekvens og lavt PTO-omdrejningstal – til gavn for både brændstofforbrug og slid. Den har været standard i hele Claas’ program siden 2020.

Værdifuld feedback

Ifølge Dirk Röhrich bygger udviklingen af de nye skårlæggere videre på et solidt fundament:

- Takket være fremragende ingeniørarbejde og værdifuld feedback fra tusindvis af kunder er vores Disco-skårlæggere ikke blot effektive, men også kendt for deres ydeevne – selv under vanskelige forhold – samt lave slidomkostninger og enestående holdbarhed og robusthed, siger han.

Fabrikken i Bad Saulgau – der er Claas’ internationale kompetencecenter for grovfoderteknik – har siden 1996 været hjertet i Disco-serien, og med 250.000 producerede skårlæggere markerer Claas nu både fortidens succes og fremtidens ambitioner i et segment med fortsat stor betydning for europæisk planteavl, lyder det fra maskinproducenten.

Maskiner