Ventilerede vogne kan give ekstra luft i høsten
Tim tilbyder nu treakslede tipvogne med aktiv ventilering via blæser og perforeret bundkanal. Løsningen er ikke et tørreri, men kan give værdifuld køling eller midlertidig opbevaring af afgrøder i pressede høstperioder.

TIM’s ventilationssystem er bygget op omkring en kraftig, frontmonteret blæser, der sender luft gennem en buet og perforeret kanal i vognens bund. Systemet fordeler luften jævnt under afgrøden og er særligt velegnet til midlertidig ventilering af korn, frø og kartofler, indtil der er plads i det faste tørreri.
De røde vogne fra TIM er et velkendt syn i dansk landbrug. I dag spænder programmet bredt fra stålkonstruktioner til tipvogne, bundkædevogne og robuste entreprenørmodeller - alle bygget til høj belastning og lang levetid.
Chassiset er bygget op med C-profiler, der er svejset og forstærket, og vognen leveres som standard med affjedrede aksler og et konisk lad. Bagsmækken løfter sig fri af kassen og sikrer let tømning – også ved mere seje afgrøder. Den nyeste model er en treakslet version, der kan rumme op til 44 kubikmeter med græssider.
Den mest markante nyhed er dog det aktive ventilationssystem, som kan tilvælges. Det er baseret på en 80 centimeter blæser monteret i fronten af vognen, der leverer op til 27.000 kubikmeter luft i timen via 380 volt og 1.400 omdrejninger.

Midlertidig luftning af afgrøder
Luften fordeles gennem en rundbuet bundkanal i hele vognens længde. Den er perforeret med 2 millimeter huller, inspireret af anlæg til tørring af frø og korn. Systemet blev oprindeligt udviklet til kartofler, men bruges i dag også til midlertidig luftning af høstafgrøder.
- Det er ikke et reelt tørreri. Vi kan ikke love, at luften når helt ud i hjørnerne. Men som en bufferløsning fungerer det fint, indtil man får plads i det rigtige tørreri, siger Svend Skov Olesen fra Thyregod.