Det danske udlandslandbrug FirstFarms har netop offentliggjort tallene for første kvartal, og her er resultatet ikke som man havde forventet.

Sætningen ligger på 102 millioner kroner kontra 104 millioner kroner sidste år. EBITDA var i førte kvartal af 2024 på 36 millioner kroner, men et år senere ligger det på 12 millioner kroner. EBIT er faldet fra et overskud på 22 millioner kroner til et underskud på 4 millioner, mens resultatet før skat også har oplevet et stort fald fra 13 millioner til et underskud på 14 millioner kroner.

- Resultatnedgangen skyldes primært, at året blev indledt med lave grisepriser, og at værdireguleringen af de biologiske aktiver er reduceret med 10 millioner kroner i Q1 2025 for både grise og køer sammenlignet med Q1 2024. Vi har desuden haft omkostninger af engangskarakter på 5 millioner kroner, siger Michael Hyldgaard, meddirektør i FirstFarms, i en pressemeddelelse.

Gode mælkepriser

Mens 2025 blev indledt med lave grisepriser har tilfældet været anderledes med mælkepriserne. Første kvartal bød således på fortsat gode mælkepriser og fornuftige afgrødepriser. Salget af afgrøder var 12 millioner højere i første kvartal 2025 sammenlignet med samme periode sidste år.

De lave grisepriser fra starten af året blev ligeledes afløst af højere priser, og forventningen fra ledelsen er, at de stabiliserer sig på det nuværende niveau.

Mund- og klovesyge

Rundt om i Europa er flere besætninger de seneste måneder blevet ramt af mund- og klovesyge. Den 30. marts bekræftede myndighederne, at FirstFarms kvægejendom i Plavecky Stvrtok i Slovakiet også var blevet ramt af et udbrud af FMD, hvor 3.521 dyr blev aflivet på ejendommen.

Udsigterne til at få besætningen i gang igen er lange, da et komplekst rengørings- klargørings- planlægnings- og logistikarbejde fortsat er i gang. Det danske udlandslandbrug forventer på nuværende tidspunkt, at man først kan sætte dyr i staldene igen omkring den 1. november 2025. Derefter forventes det at tage op mod to år fra opstartstidspunktet, inden mælkeproduktionen er tilbage på fuldt niveau.

FirstFarms har ligeledes tre andre ejendomme i Slovakiet med en samlet besætning på 2.500 dyr, som er smittefri.

Et nyt udbrud af FMD er ikke konstateret siden 17. april 2025, men udbruddet på besætningen i Plavecky Stvrtok har betydet, at FirstFarms har sat byggeriet af sit mejeri midlertidigt på pause.

Uændrede forventninger

FirstFarms lægger ikke skjul på, at forventninger til 2025-regnskabet er påvirket af udbruddet af mund- og klovesyge.

Den 31. marts tog man derfor konsekvensen og nedjusterede de tidligere udmeldte forventninger med 45 millioner kroner for 2025 til et EBITDA i intervallet 70-110 millioner og et EBIT på 0-40 millioner. De forventninger er uændrede efter første kvartal.

Nedjusteringen tager ligeledes ikke højde for eventuelle regionale, nationale eller EU-støtteordninger i forbindelse med FMD, da disse forhold endnu ikke er afklaret.

- Vi forventer et tilfredsstillende år i vores grise- og afgrødeproduktion. Grisepriserne forventes at forblive på et tilfredsstillende niveau i år, og afgrøderne står generelt godt på markerne. Afgrødepriserne forventes også at forblive stabile på et fornuftigt niveau, siger meddirektør Søren Bredvig.

Business