Podcast dykker ned i bedrifters 2024-resultater
Foreløbige resultater for smågriseproducenterne for 2024 viser et driftsresultat på knap fire millioner kroner, hvilket er et fald på cirka 1,3 millioner kroner i forhold til året før. I den seneste podcast fra Griseproduktion dykkes der ned i bedrifternes resultater for 2024.

Er du interesseret i at vide mere om markedsudvikling i det forgangne år, og samtidig blive klogere på, hvilket regnskabsår vi ser ind i, så lyt med i det seneste afsnit i podcasten »Griseproduktion«. Arkivfoto: Camilla Bønløkke
Michael Groes Christiansen, specialkonsulent ved Seges Innovation, har på baggrund af 2024-resultaterne nogle helt klare anbefalinger til landets griseproducenter.
- Priserne går op og ned fra år til år. Min anbefaling er at fokusere på god omkostningsstyring samt at jagte så god produktivitet som mulig, forklarer han i en meddelelse fra Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris.
I meddelelsen oplyses det, at de foreløbige resultater for smågriseproducenterne for 2024 viser et driftsresultat på knap fire millioner kroner, hvilket er et fald på cirka 1,3 millioner kroner i forhold til året før. Det samlede dårligere resultat skyldes blandt andet værdiændringer i beholdningen og et dårligere resultat fra marken.
Tjek afregningen hver uge
Resultatet for slagtegriseproducenterne faldt markant fra 2023 til 2024. Når det kommer til slagtegriseproducenternes dækningsbidrag, er det ifølge Michael Groes Christiansen vigtigt at sikre en høj slagtevægt uden, at grisene leveres for tunge, da det kan medføre overvægtsfradrag. Dette kræver opmærksom på afregningen hver uge.
- For mange overvægtige i denne levering er faktisk en fejl, som blev begået ved forrige levering. Så nogle gange går der noget tid, inden man ser fejlene, siger han.
Indkøbsprisen på smågrisene faldt, men salgsprisen på slagtegrisene faldt mere, og dette sammenholdt med lavere værdi af besætningen ved udgangen end ved indgangen af året gjorde, at dækningsbidraget fra griseproduktionen faldt, hvilket havde størst betydning for udviklingen i resultatet.
Også slagtegriseproducenter har gode år
Ifølge Michael Groes Christiansen kan det give mening at have begge driftsgrene inde i sin virksomhed.
- De gode år for en smågrisproducent er ikke ensbetydende med, at det altid går dårligt for en slagtegrisproducent. Der har også været år, hvor det har været bedre at være slagtegrisproducent end smågrisproducent. Det er derfor en udjævning af risici at have begge produktionsformer som en del af forretningen, fortæller han.
Find podcasten på svineproduktion.dk eller i den podcastudbyder, som du ellers bruger.