Gørding Smede- og Maskinforretning har fået nye ejere. Pr. 1. juli har Ole Hansen fra Ole Hansens Smede og Maskinservice, sammen med sin søn, Sebastian Hansen, købt maskinforretningen i Gørding. Ejerskabet er ligeligt mellem far og søn, og begge har store forventninger til købet.

- Vi vil bevare Gørding Smede- og Maskinforretnings gode navn og ry, samtidig med at vi vil udvikle forretningen – både butikken og værkstedet. Lige nu arbejder vi på at udvide vores værkstedskapacitet med yderligere 500 kvadratmeter, forklarer Ole Hansen.

- Købet har været længe undervejs, da jeg har samarbejdet med den tidligere ejer, Laurids Schmidt, gennem de sidste fem år. Først efter Laurids’ død i 2024 blev det muligt at fuldføre købet. Siden har processen med bo, overdragelse og handel taget tid, men nu er det en realitet, siger Ole Hansen og tilføjer:

- Vi råder over fem servicebiler og tilbyder fullline service af landbrugs- og entreprenørmaskiner. Derudover udfører vi smedearbejde og hydraulikopgaver, som vi foretager direkte hos kunden i maskinhuset eller ude i marken – samt linjeborsarbejde.

Ole Hansen (tv.) og Sebastian Hansen har købt Gørding Smede- og Maskinforretning og står nu i spidsen for at føre den traditionsrige virksomhed videre. De vil samle aktiviteterne på Nygade 25 og styrke både butik og værksted med udgangspunkt i lokal forankring og mange års erfaring. Foto: Betina Doctor Jørgensen

Ole Hansen (tv.) og Sebastian Hansen har købt Gørding Smede- og Maskinforretning og står nu i spidsen for at føre den traditionsrige virksomhed videre. De vil samle aktiviteterne på Nygade 25 og styrke både butik og værksted med udgangspunkt i lokal forankring og mange års erfaring. Foto: Betina Doctor Jørgensen

Erfarne nøglepersoner bliver

En vigtig brik i overdragelsen er Holger Svenning og Erik Baun, der begge har været ansat i forretningen i mange år og har indgående kendskab til både kunder og maskiner. De fortsætter og bliver dermed et vigtigt bindeled mellem gamle og nye tider.

- Holger er guld værd i denne overgang. Han har en stærk relation til kunderne, og det er vigtigt for os at bevare den kontinuitet, siger medejer Sebastian Hansen.

De første uger efter ejerskiftet har budt på mange positive tilkendegivelser fra lokalområdet. Ole og Sebastian oplever bred opbakning til projektet - både fra kunder, leverandører og kolleger i branchen.

- Fremadrettet bliver alle aktiviteter flyttet til Nygade 25 i Gørding. Det kommer til at ske som en løbende proces for at indrette os bedst muligt, slutter Ole Hansen.

Maskiner