Hos CMC Maskinstation i Svinninge mellem Holbæk og Kalundborg blev gyllesæsonen for alvor budt velkommen, da en spritny Vredo VT7138-3 multitrækker blev tilføjet til maskinparken.

Vredo VT7138-3 multitrækker med 710 hk og 32 kubikmeter polyestertank. Sådan lyder den mere præcise beskrivelse af den nye, selvkørende multitrækker, som den nordvestsjællandske maskinstation nu bruger til at hjælpe deres mange kunder gennem den travle forårs- og gyllesæson.

Den nye maskine er ekstra skånsom i marken. Den trækker og drejer på alle seks lige store hjul, hvilket gør den let at manøvrere. Tank og skærme er lavet i polyester for at holde vægten nede, og i kombination med dogwalk – et hjul og et spor – er den ideel til nedfældning på sortjord eller græs og øger dermed høstudbyttet.

- Med dæktryksreguleringsanlægget og 42” dæk giver Vredoen minimale trykskader i marken på trods af sin betydelige størrelse, og derved er det muligt at opnå et væsentligt højere udbytte, påpeger maskinstationens indehaver, Rasmus Møller Christensen.

Enorm kapacitet

Med en bombredde på op til 36 meter, nedfældere på 12 meter og den store polyestertank på 32 kubikmeter er Vredoen en af de bredeste og mest rummelige gyllemaskiner i Danmark.

- Maskinens store omfang går dog ikke ud over arbejdshastigheden. Læssetiden er to minutter, hvilket giver en meget høj effektiv tid i marken. Vredoen er desuden monteret med udstyr, så den kan suge direkte fra lastbilen, fortæller Rasmus Møller Christensen.

Vredoen er ikke den eneste nyhed i CMC’s maskinpark. I løbet af vinteren blev servicen til de økologiske landmænd udvidet med indkøbet af en Biostar 12 meter stjernerenser til mekanisk ukrudtsbekæmpelse.

- Med stjernerenseren har vi mulighed for at tilbyde mekanisk rensning i de fleste afgrøder, både for økologer og konventionelle landbrug samt sikker etablering af efterafgrøder til en lav pris pr. hektar, slutter Rasmus Møller Christensen.