Maskinforretning på juni-turné

Hvad gør man i maskinbranchen, når de fleste af årets dyrskuer er aflyst? Hos FMR Maskiner i Nykøbing Falster har man valgt at tage på en lille juni-turné.

- Vi ville gerne have været på dyrskue, siger Henrik Rasmussen fra FMR Maskiner, som nu i stedet har planlagt en lille turné.

Meddelelsen om, at årets dyrskuer, blandt andet det største af slagsen i Roskilde, blev aflyst, var naturligvis en streg i regningen mange steder i landbruget og hos følgeerhvervene.

Men selv om corona-pandemien har haft stor betydning mange steder i samfundet, bliver der stadig udviklet, produceret og solgt mange forskellige nye og brugte maskiner i landbruget. Det har FMR Maskiner i Nykøbing Falster taget konsekvensen af.

- Vi ærgrer da os over de aflyste dyrskuer. Man kan sige, at et år kunne man overleve, men nu er det ikke rigtig så sjovt mere. Vi ville gerne ud at møde vores kunder, for det er da sjovest. Vi har stort set altid været med på Roskilde Dyrskue, siger Henrik Rasmussen fra FMR Maskiner.

Derfor har FMR Maskiner i samarbejde med Brøns Maskinimport og Lemken Scandinavia arrangeret tre arrangementer med fremvisning af maskiner i løbet af juni.

Præsenterer et bredt udsnit

Til de tre arrangementer, der finder sted de tre første onsdage i måneden, bliver der nok at se på for de interesserede, meddeler Henrik Rasmussens kollega, Anders Højte Hansen.

- Det er en blandet butik med noget for alle. Vi har alt fra ATV’ere op til de største traktorer, roeoptagere, skæreborde og hvad vi ellers har i butikken. Tallerkenharver, plove og så videre. Vi har et rigtig bredt udsnit med af både stort og småt, fortæller Anders Højte Hansen, der oplyser, at der har været god respons fra interesserede, siden den lille turné blev annonceret.

- Indtil videre har vi fået rigtig gode tilkendegivelser om, at det var en alletiders idé at lave sådan et arrangement. Det bliver rimelig enkelt sat op, tre dage fra klokken 15 til klokken 20, så folk kan komme, hvis de har lyst –  inden for arbejdstiden eller vente til uden for arbejdstiden.

Nyforhandling af JCB

Noget af fremvisningen vil bære præg af, at FMR Maskiner har fået forhandlingen af maskiner fra britiske JCB.

- Det er gået rigtig godt med at få solgt JCB-maskiner, men vi vil rigtig gerne vise det frem til mange flere af dem, vi gerne vil ud til, og det her er alletiders mulighed for det, siger Anders Højte Hansen.

Det er ikke det eneste, der er på paletten til de tre arrangementer.

- AgroIntellis robot viser vi også, og det er heller ikke noget, man finder på hvert gadehjørne. Vi har altid gjort et nummer ud af at have lidt andre varer på hylderne end så mange andre maskinforhandlere, siger Anders Højte Hansen og fortsætter:

- Selvfølgelig har vi også harver og plove. Det som man normalt ville forvente, men man kan også få et 45 fods skærebord, en tre-akslet roeoptager på 65 tons, og så videre.

God snak om tingene

Og det er ikke kun teknisk, fagligt og maskinmæssigt, at der er noget at komme efter, afslører Anders Højte Hansen.

- Selvfølgelig skal vi have det, vi kan spise og drikke, men det er også en chance for at få en god snak om tingene. Vi må bare sige, at over det seneste års tid har vi haft rigtig fornuftig interesse, både om de linjer, vi forhandler, men også de produktlinjer, vi importerer, påpeger han.

Første arrangement foregår i Knuthenlundvej 7, 4952 Stokkemarke på Lolland den 2. juni, efterfølges med en fremvisning på Ølandsgaarden, Støvlebækvej 8 ved Slagelse den 9. juni, og rundes af i Højvang, Birkelundsvej 16 ved Hedehusene den 16. juni. Alle dage er det fra klokken 15 til 20.

Læs også