Koldsøs såenheder snart færdigudviklet

Der er godt gang i salget af plove hos Koldsø Smede & Maskinservice, der snart tilbyder såenheden »Koldsø-Pakker«.

Koldsø Smede & Maskinservice har udviklet en kombineret jordpakker og efterafgrøde/raps-såmaskine til Ovlac-miniploven.

Siden Ovlac-ploven kom ind hos Koldsø Smede & Maskinservice for et par år siden, er det gået stærkt.

Udover at der er kommet godt gang i salget af plovene, har Jesper Koldsø, indehaver af Koldsø Smede & Maskinservice, også udviklet en kombineret jordpakker og efterafgrøde/raps-såmaskine til Ovlac-miniploven – den moderne udgave af en skrældeplov.

Efter et par sæsoner er såenhederne ved at være færdigudviklet med styrboks til overvågning af såenhederne, placering af ophæng og andre finjusteringer. Enheden har endda fået navn »Koldsø-Pakker«.

Også de mere traditionelle plove har Koldsø Smede & Maskinservice, der har base ved Høng mellem Slagelse og Kalundborg, solgt godt af.

Jesper Koldsø kan blandt andet præsentere den seneste model »Experience«, hvor ophænget til justering af forreste fure er ændret, så den er lettere at justere under kørslen. Der er også kommet større landhjul på som standard.

Udover plove forhandler Koldsø Smede & Maskinservice også frontredskaber fra svenske KTS, Cub Cadet-plæneredskaber og kornudstyr fra JeMa.

Der opfindes og udvikles hele tiden redskaber og tilbehør, der letter arbejdet som frontvægtklodsen med redskabsfæste og mulighed for at tilpasse vægten efter behov.

Senest også lygtebommen til plove, der selvfølgelig passer på Ovlac-ploven, men naturligvis også kan anvendes på for eksempel en Kuhn-plov.

Læs også