Juni-turné fik god start
FMR Roadshow ’21 indledt i skønt sommervejr nær Stokkemarke på Lolland.

Første stop på FMR Roadshow ’21 var nær Stokkemarke på Lolland, hvor de fremmødte blandt andet kunne møde Thomas Nielsen fra FMR Maskiner (til højre), der er ekspert i produkterne fra Agrisem. Foto: Jesper Hallgren
FMR Maskiner i Nykøbing Falster indledte i begyndelsen af måneden en juni-turné, FMR Roadshow ’21, og det var med tre stop – først nær Stokkemarke på Lolland, dernæst på Ølandsgaarden ved Stillinge Strand nordvest for Slagelse og til sidst Højvang nord for Hedehusene.
Her fremviste FMR Maskiner – i samarbejde med Brøns Maskinimport og Lemken Scandinavia – noget for enhver. Det var nemlig en blandet butik med i alt cirka 30 maskiner, som var med på rundturen.
- Alt fra ATV’ere op til de største traktorer, roeoptagere, skæreborde og hvad vi ellers har i butikken. Tallerkenharver, plove og så videre, fortæller Anders Højte Hansen fra FMR Maskiner, der kunne glæde sig over en god start på Lolland.
I skønt sommervejr kom der en jævn strøm af maskininteresserede gæster i løbet af arrangementet, hvor de fremmødte også havde mulighed for at få lidt at spise og drikke.
Ombygning af maskiner
På FMR Roadshow ´21 kunne de besøgende blandt andet også møde Nis Peter Albrechtsen fra Lemken Scandinavia, som havde set frem til at møde landmændene på Sydhavsøerne.
- Vi har mange maskiner kørende på Lolland-Falster, så det er et rigtig godt område for os, lød det fra Nis Peter Albrechtsen, der forklarede, at mange Lemken-maskiner indeholder specielløsninger, der er tilpasset de forskellige behov.
- Vi foretager en lang række specialløsninger på de maskiner, vi får fra fabrikken i Tyskland. Vi laver reelt en ombygning af maskinerne, fortalte Nis Peter Albrechtsen ved siden af en såmaskine, der blandt andet kunne så i to forskellige dybder.
Siden midten af 1990’erne har Lemken-maskinerne været en del af produktprogrammet hos FMR Maskiner, der blandt andet også forhandler mærker som JCB, Mzuri, Agrisem, Geringhoff og Holmer.