Redskabsrammer passer til mange landmænds behov

Når landmanden køber grej til hegnsklipning, er det typisk en redskabsramme med tilhørende grensav, han kaster sit blik på. - Det er en prisbillig og fleksibel løsning, der opfylder mange landmænds behov, forklarer den ansvarlige for salg og marketing i Greentec, Kim Brodersen.

Med stigende bedriftsstørrelse vælger en del landmænd selv at stå for hegnsklipningen, fortæller Kim Brodersen, der er medejer og ansvarlig for salg og marketing i det danske firma Greentec A/S, der har specialiseret sig i maskiner til landskabspleje.

- Løsningen for mange landmænd er at købe en redskabsramme, der kan monteres på en frontlæsser, en teleskoplæsser eller lignende, og som så typisk tilkobles en grensav eller fingerklipper, fortæller Kim Brodersen.

Han forklarer, at en redskabsramme indebærer mange fordele.

- Det er en prisbillig og fleksibel løsning. En redskabsramme koster typisk omkring 30.000 kroner, mens den mere avancerede løsning – en armklipper – koster 250.000-300.000 kroner alt efter, om den er på 3,30 meter eller 8,30 meter, siger Kim Brodersen.

Opfylder manges behov

Kim Brodersen tilføjer:

- Redskabsrammen har jo selvfølgelig ikke så mange funktioner som en armklipper, men det er alligevel nok til at opfylde mange landmænds behov. Derfor har der i mange år været en vækst i takt med strukturudviklingen inden for dette område.

Langt de fleste læssemaskiner er særdeles velegnede til at få en redskabsramme påmonteret – for eksempel en minilæsser, kompakt traktor, frontlæsser, teleskoplæsser, gummiged eller en rendegraver. Det eneste, der kræves, er, at den har et separat olieudtag, der leverer den nødvendige oliemængde, som varierer mellem 25 og 50 liter pr. minut afhængigt af redskabstypen.

Monteres på få minutter

Redskabsramme HXF 3302 er en hegnsklipper til teleskoplæsser og frontlæsser. Det er den største model i HXF-serien, og den kan monteres både på teleskoplæssere, store læssemaskiner, gummigeder og rendegravere.

Et stort udvalg af redskaber til hæk- og hegnsklipning kan sættes på redskabsrammen, såsom grensave, fingerklippere og hæksnittere.

Redskabsrammen monteres på få minutter i læsserens redskabsbeslag, hvorefter hydraulikslangerne monteres. Armen har AHS, automatisk påkørselssikring med redskabsfortryk, der optimerer arbejdsprocessen og sikrer imod overbelastning af armen.

Som standard behøves et dobbeltvirkende olieudtag, samt en fri retur. Ved montering af hydraulisk klippevinkel kræves yderligere et dobbeltvirkende olieudtag. Som alternativ kan der tilkøbes en elektrisk betjeningsventil.

Alternativ

I samme serie finder man Redskabsramme HXF 2802, der er en hegnsklipper beregnet til en frontlæsser, en stor minilæsser eller lignende. Denne løsning åbner for et stort udvalg af redskaber til hæk- og hegnsklipning. Desuden kan der også monteres en kantklipper og ukrudtsbørste på redskabsrammen.

Redskabsrammen har en hydraulisk påkørselssikring med Auto Reset, der samtidigt fungerer som fortryk til grensaven. Normalt kræves der et dobbeltvirkende olieudtag samt en fri retur. Ved montering af hydraulisk klippevinkel kræves yderligere et dobbeltvirkende olieudtag. Som alternativ kan der tilkøbes en elektrisk betjeningsventil.

Læs også