Energibesparende Schäffer-læsser

Tyske Schäffer har netop lanceret en helt ny energi- og brændstofbesparende minilæsser, model 2630 SLT, der er endnu mere kompakt og leveres med en kraftfuld 18,5 kW, 25 hk, Kubota-motor.

Den nye Schäffer-minilæsser har en minimumshøjde på 1,95 meter og en minimumsbredde på 1,02 meter, som passer selv til de smalleste døråbninger og porte uden problemer.

Minilæsseren er udstyret med en kraftfuld motor og højtrykshydrauliske drev, som giver en særdeles god brændstofeffektivitet.

- Det er kendt, at Schäffer konstant arbejder med at reducere energi- og brændstofbruget på deres minilæssere. Model 2630 SLT har et minimalt energispild i forhold til tidligere modeller og konkurrerende mærker, siger maskinhandler Allan Helms, Helms TMT-Centret A/S, der er importør af Schäffer-maskinprogrammet i Skandinavien, og fortsætter:

- Den nye gårdlæsser kan meget mere med færre kræfter. Den nye energibesparende Schäffer-læsser har mindre varmeudvikling, mindre køling og et lavere støjniveau.

Tiplast på 1,7 tons

Schäffer 2630 SLT drives af en 18,5kW, 25 hk, 3-cylindret Kubota-dieselmotor, der ikke kræver noget emissionsbehandlingssystem. Kubota-motoren har en slagvolumen på 1,7 liter og det højeste drejningsmoment i dette hk-område, og når sit maksimale drejningsmoment ved 1.500 o/min. Det standardmonterede højtryksdrev på 510 bar accelererer læsseren hurtigt til 20 km/t, udvikler et højt tryk og giver masser af smidighed og køreglæde.

I skovlarbejde tilbyder 2630 SLT en tiplast på op til 1,7 tons og løfter op til 2,88 meter. Den lave maskinhøjde på 1,95 meter gør læsseren meget manøvredygtig og en ideel maskine til at arbejde i trange rum.

Transmissionen styres elektronisk af Schäffer-Power-Transmission (SPT), som parrer det hydrauliske drev med motorens drejningsmoment og giver væsentlig højere ydeevne, efterhånden som effektiviteten og brændstofforbruget øges.

SPT giver føreren en række nye muligheder, blandt andet fartpilot, som holder en konstant kørehastighed uanset motoromdrejningstallet.

Læs også