Demo-markdag ved Sakskøbing
Røstofte Maskiner har udvidet Kverneland-samarbejdet øst for Storebælt, og inviterer nu til markdag, hvor der kan prøvekøres Claas-traktorer og redskaber fra blandt andet Kverneland og Bednar.
![Det er redskaber som dette fra Kverneland, som man kan prøve til Røstofte Maskiners demo-markdag. Foto: Røstofte Maskiner A/S](https://cdn.lfmedia.dk/cmscontent/media/pagecontent/xsthumb/86138.webp)
Det er redskaber som dette fra Kverneland, som man kan prøve til Røstofte Maskiners demo-markdag. Foto: Røstofte Maskiner A/S
- Tirsdag den 1. november holder vi demo-markdag, hvor vi vil fremvise Claas-traktorer samt Kverneland- og Bednar-redskaber i marken. Vi håber vind og vejr er med os, så vi kan køre alle de maskiner, vi har planlagt, siger Uffe Jørgensen, der er sælger i Røstoftes Sakskøbing-afdeling.
Han forklarer, at nu hvor Røstofte Maskiner har udvidet Kverneland-samarbejdet for det meste af Sjælland og Lolland-Falster, vil maskinhandlen gerne gøre noget ekstra for at vise det nyeste udvalg frem.
- Vi sætter vores demotraktorer foran, så man får mulighed for at prøve at køre med de redskaber, der kan monteres. Det kan blandt andet være Kverneland-dybdeharver, Discharve eller Kverneland-plove. Det er de nyeste versioner af redskaberne, vi viser frem, fortæller han.
Der er taget højde for dansk efterår
Maskinhandlen har også lagt op til at få Bednar-redskaber ud at køre. Også dette afhænger af vejret, understreger Uffe Jørgensen. Her er planen at fremvise en Bednar Terraland grubber og 12,4 meter Swifter Disc harve, som begge er gode til at køre til pløjefri dyrkning.
![Hvis vejret tillader det, vil det blandt andet være muligt at prøvekøre Bednars Terraland grubber. Foto: Røstofte Maskiner A/S](https://cdn.lfmedia.dk/cmscontent/media/pagecontent/xsthumb/86142.webp)
Hvis vejret tillader det, vil det blandt andet være muligt at prøvekøre Bednars Terraland grubber. Foto: Røstofte Maskiner A/S
Når det gælder vejret, har maskinhandlen dog garderet sig.
- Hvis muligheden er der, vil vi gerne vise såteknik, men selv hvis det ikke lader sig gøre, så har vi også maskinudstilling fra andre mærker, såsom Spearhead, Fliegl, VM Loader, Bredal og HeVa. Så der er masser at vise frem – uanset vejret, siger han og fortsætter:
- Om det bliver muligt at køre med Bednar-såmaskine ved jeg ikke, men Kvernelands E-Drill Plus-rotorharve med såmaskine er nok mere sandsynligt.
Digital datahøst
I disse tider, hvor man gør meget for at få mere ud af mindre, kommer Henrik Nissen fra Danish Agro-koncernen og fortæller om Cropline, som blandt andet kan bruge data fra udbytteregistering.
- Man kan lære rigtig meget af det, og Kverneland er rigtig langt fremme på det område. Man behøver ikke gå den lange vej og lave udbyttemåling på mejetærskeren og få bearbejdet data, siger Uffe Jørgensen og fortsætter:
- Det kan være så simpelt som at have en gødningsspreder eller sprøjte, der har teknikken til at lave variabel tildeling.
Han forklarer, at hvis man på marken har et område med sort jord på tværs af kørselsretningen, kan man gå ind og tegne på kortet, at man ønsker at tildele en mindre gødningsmængde. Så vil maskinen regulere for det, når den når til det punkt på marken.
Derudover kan den variere spredningen. Spredebilledet kan deles op i forskellige mængder at tildele efter i bredden – med 36 meters arbejdsbredde kan man have fire forskellige tildelingsmængder over bredden.
Røstofte Maskiners have-park-sælger, Flemming B. Jensen, kommer også til at have en stand til demo-markdagen. Han har stor ekspertise, når det gælder Polaris ATV’er og UTV’er. Dem vil der også være mulighed for at prøvekøre.
Klar til dagen
Demo-markdagen er den første, der er arrangeret efter at Røstofte Maskiner udvidede samarbejdet med Kverneland for Sjælland og Lolland-Falster.
- Vi har en meget lang forhistorie med Kverneland, så vi kender produkterne og koncernen rigtig godt, siger Uffe Jørgensen og fortsætter:
- Vi glæder os meget til at byde gæsterne velkommen, vi er klar med gode tilbud, og Kim’s pølsevogn er også klar med godt til munden.
Arrangementet finder sted tirsdag den 1. november fra klokken 10 til 15 bag forretningen på Nykøbingvej 295, 4990 Sakskøbing.