Man skulle se godt efter for at få en god parkeringsplads hos Semler Agro i Vejrup, da der i starten af december var åbent hus.

I de velvoksne maskinhaller stimlede de besøgende både sammen om traktorer fra John Deere og det fine udvalg af landbrugsmaskiner fra Väderstad, mens de 100 pladser i hallen med servering af alt lige fra øl og sodavand til grillpølser og popcorn var fyldte store dele af dagen.

Hos Semler Agro var humøret i top. Afdelingsleder Karsten Pedersen fortæller, at man var ganske spændte på, hvor mange der ville dukke op.

- Der er jo rigtig god stemning. Og når man inviterer uden at sende invitation direkte, så ved man ikke, hvor mange der tager imod. Og vi er overhovedet lykkelige for det, vi ser allerede nu, fortalte han Effektivt Landbrugs udsendte midt på dagen og fortsatte:

- Og vi forventer yderligere tilstrømning sidst på dagen, når folk slipper arbejdsværktøjet. Og det vi ser nu, det er jo virkelig positivt, lød det fra Karsten Pedersen.

Fik hjælp af LandboUngdom

Semler Agro havde til dagen fået hjælp af lokale LandboUngdom-medlemmer, der hjalp til med at servicere de besøgende. Og det var ikke noget tilfælde, lød det fra afdelingslederen.

- Vi vil gerne anerkende det store arbejde, der foregår hos LandboUngdom, og det er derfor, at vi har dem med i dag, sagde Karsten Pedersen.

Ekstra gas

Det var med til at sørge for, at setuppet kunne udvides til det, der foregik.

- Vi har jo valgt at sige, at nu giver vi den lige lidt ekstra gas, fordi vi har brug for at vise ansigtet ud til de gode kunder, vi har, og som har valgt os til gennem flere år, fortalte Karsten Pedersen, der kunne se tilbage på et par år med pæn aktivitet.

- Sidste år havde vi rigtig godt John Deere-år, og det tegner det sig også til i år. Og det vil vi gerne kvittere for ved at invitere folk over at hilse på os, få en pølse og sige tak for handlen, fortalte Karsten Pedersen.

Mange kom formentlig også hjem fra åbent hus-arrangementet med et par julegaver. Måske ikke i form af nye maskiner, men i en del af virksomheden var der indrettet en butik med salg af John Deere-tøj, der også tiltrak en del interesse.

De mange besøgende til Semler Agros arrangement i Vejrup kunne blandt andet se nærmere på John Deere-maskiner ude på parkeringspladsen hos maskinhandleren. Fotos: Henning Andersen

De mange besøgende til Semler Agros arrangement i Vejrup kunne blandt andet se nærmere på John Deere-maskiner ude på parkeringspladsen hos maskinhandleren. Fotos: Henning Andersen

Maskiner