260 mennesker til kundeaften ved maskinstation

Det var en glad maskinstationsejer, der stadig ikke havde fået fordøjet det hele, som LandbrugNord talte med dagen efter en yderst vellykket kundeaften.

Indehaver Jesper Sørensen og kørselsleder Mikkel Damkjær Jespersen bød velkommen og fortalte om virksomhedens nyheder for 2023. En af årsagerne til de 260 fremmødte skal måske findes ved aftenens første indlægsholder, Inger Støjberg. Lindy fra Rigtige Mænd rundede aftenen af med brede smil og høj latter.

- Vi har ikke lige fået armene ned endnu. Hold op det var en god aften. Det var det virkelig. Det er helt vildt.

Sådan lød det dagen derpå, efter Jesper Sørensen, indehaver af Vesthimmerlands Maskinstation, havde holdt kundeaften med 260 deltagere.

- Sidste gang var vi 150, så det her var langt over forventning, fortæller Jesper med smil i stemmen.

Grunden til de mange fremmødte skyldtes nok i høj grad aftenens første indlægsholder, Inger Støjberg fra Danmarks Demokraterne.

- Det var et rigtig godt indlæg med plads til spørgsmål, siger Jesper Sørensen.

Nye maskiner på vej

Chefkonsulent Torben Rohde Pedersen fra Agri Nord kom og fortalte om den ESG-rapport, som Vesthimmerlands Maskinstation netop har fået udarbejdet. Og blev efterfulgt af Arne Gejl fra Weko Agro.

- Han fortalte om de fire nye Horch-maskiner, vi får til denne sæson, fortalte Jesper Sørensen.

En kornsåmaskiner, en majssåmaskine, en maskine til placering af gylle og en sprøjte.

Et godt grin og en ostemad

- Og så skulle vi have kaffe og kage. Det er vigtigt. Med snitter, ostemadder og lagkage, griner Jesper Sørensen.

Til at runde aftenen af kom Lindy fra »Rigtige Mænd«.

- Der fik vi virkelig noget at grine af. Det var bare rigtig godt, siger Jesper, som sagde farvel til de sidste kunder ved midnatstid.

- Det var sådan en fantastisk aften. Det var helt vildt, gentager Jesper Sørensen, som primært havde besøg af kunder.

- Men der kom også folk, som ikke er kunder i dag, men det kan de måske blive på sigt, griner Jesper Sørensen.

Læs også