1. januar 2022 skete der en større rokade i den fynske maskinbranche. TBS Maskinpower overtog salget af Fendt på Fyn og samtidig købte TBS aktiviteterne i maskinforretningen John Madsen med to afdelinger på Fyn.
Ved årsskiftet 2021/2022 overtog TBS Maskinpower, der er Fendt-forhandler, ansvaret for salg og service af Fendts store maskinprogram på Fyn. Det skete i forbindelse med, at TBS købte aktiviteterne i maskinforretningen John Madsen A/S med afdelinger i Tommerup og Ørbæk.
En del af Fendt-teamet fra den tidligere Fendt-forhandler på Fyn valgte at følge Fendt-brandet for at opretholde et højt serviceniveau og give de fynske Fendt-kunder en kompetent rådgivning og service.
De fysiske forretninger i Ørbæk og Tommerup bliver Fendt-forretninger og ledelsen i det nye TBS er i lighed med de øvrige TBS-afdelinger Jan Garder, der sammen med den øvrige ledergruppe i TBS, udgør selskabets daglige ledelse.
Vokset med godt ti medarbejdere
Her godt et år efter rokaden på Fyn har vi spurgt administrerende direktør for TBS Maskinpower, Jan Garder, hvordan det er gået med Fendt-forhandlingen på Fyn.
- Vi startede med små ti medarbejdere i Ørbæk og Tommerup og vi har fået en overvældende positiv modtagelse, både af eksisterende kunder på værkstederne, Fendt-kunder, men også nye kunder, der har taget godt imod os og givet TBS Fyn en chance for at vise vores serviceberedskab og serviceniveau, som vi gerne vil tilbyde vores kunder, siger administrerende direktør Jan Garder, TBS Maskinpower, der tilføjer, at TBS Fyn i dag beskæftiger cirka 20 medarbejdere.
- Vi havde nogle få kunder i forvejen på Fyn og nogle af dem var møntet på personlige relationer med en af vores sælgere fra Jylland og andre var møntet på vores store sprøjteprogram. Også kunder, som tidligere brugte uautoriseret service, har taget imod os med åbne arme, forklarer han.
Bedre end ventet
- Der er heller ingen tvivl om, at modtagelsen, vi har fået, kun har kunnet lade sig gøre sammen med vores meget motiverede og dedikerede medarbejdere, der har taget det her som en god opgave og udfordring for at få det til at lykkes. Det drejer sig både om de eksisterende medarbejdere og dem, vi har ansat undervejs i 2022, siger han.
- Salg af nye Fendt-produkter er jeg godt tilfreds med. Det salg, vi har haft og det samlede marked for landbrugsmaskiner i 2022 har været positivt og blandt andet har traktorsalget i hele vores distrikt været stigende i perioden og det har overgået mine forventninger, slutter han.