Vest vil mod nord og øst

PV-Udlejning A/S har for nylig åbnet ny afdeling i Holbæk og indehaver Peter Vest kigger nu både mod nord og øst.

Peter Vest er manden bag udlejningsvirksomheden PV-Udlejning A/S. Firmaet – med hovedafdeling i Ølstykke – har for nylig åbnet en ny afdeling i Holbæk, og Peter Vest satser på to afdelinger mere.

- Vi skal både til Nordsjælland og længere ind mod København, forklarer Peter Vest og oplyser, at udlejningsfirmaet vil længere mod nord end Hillerød, hvor firmaet allerede har en afdeling.

Og så skal et PV-skilt altså også op på en facade et sted omkring København, hvor firmaet i forvejen har mange kunder.

Mange nye maskiner

- Jeg har varskoet vores faste maskinleverandør Scantruck A/S om, at vi kommer og hiver ganske meget mere ned af hylderne. Jeg har netop bestilt seks nye Komatsu to-tons gravemaskiner, seks nye Manitou-bomlifte, nogle Manitou-minilæssere med teleskoparm og også nogle Weycor-minilæssere, fortæller Peter Vest.

- Når vi kommer videre med planerne om de to nye afdelinger, skal jeg have fat i salgskonsulent Michael Lehnshøj og Kurt Møller hos Scantruck igen, lyder det videre fra Peter Vest, som tilføjer:

- Det er vigtigt, at vi er i niveau med vores kunder og deres ønsker. Blandt andet har vi stor forespørgsel på lifte, som vi vil være gearet til at efterkomme. Og det er Scantruck, der leverer 90 procent af vores lifte. Hovedparten er Manitou-maskiner, som er nemme for vores kunder at finde ud af. Men vi har også lifte fra 15 til 33 meter fra Platform Basket, som også forhandles af Scantruck.

Startede med toiletter

Ølstykke-udlejeren med det stadigt voksende net af satellitter havde slet ikke maskiner på programmet, da Peter Vest og hans far, Hans Vest, startede firmaet sammen for 27 år siden. Det skete under firmanavnet P.V. Mobiltoiletudlejning.

Men entreprenører og håndværkere har behov for andet og mere end toiletter, når der skal være aktivitet på byggepladserne. Så i 2008 blev konceptet udvidet til også at omfatte udlejning af entreprenørmaskiner.

I 2012 blev virksomheden til et aktieselskab, og navnet blev ændret fra P.V. Mobiltoiletudlejning til PV-Udlejning A/S. Samme år etablerede Peter Vest en afdeling i Hillerød. Siden fulgte Hedehusene – og senest altså Holbæk.

Læs også