Stemas rykker fra Roskilde og Køge og ind i Havdrup Maskinforretnings lokaler.
Der er masser af plads, tip-top lokaler, et stort og moderne værksted, vaskehal – og der handles med maskiner.
Stemas A/S rykker 1. november ind i de lokaler, som i øjeblikket huser Havdrup Maskinforretning A/S i den østsjællandske stationsby Havdrup mellem Køge og Roskilde. Og sikrer sig dermed helt anderledes albuerum, end Wacker Neuson-importøren har i øjeblikket fordelt på to adresser i Roskilde og Køge.
- Vi har lavet en aftale med maskinhandler Jens-Erik Hansen, som har valgt at lukke sin virksomhed, Havdrup Maskinforretning. Stemas lejer 4.800 kvadratmeter lokaler og 16.000 kvadratmeter udendørs areal med forkøbsret af Jens-Erik Hansen. Dermed løser vi vores pladsproblem på bedste måde. Lokalerne i Havdrup er skabt til salg og service af maskiner af præcis den type, som vi arbejder med. Det er ren win-win, konstaterer Stemas-chefen, salgsdirektør Robert Kjærgaard.
Alt faldt i hak
- Vi har ledt efter en ny og bedre mulighed for Stemas i flere år, samtidig med, at vores virksomhed er vokset. Vi har søgt i Roskilde, i Ringsted og også andre steder, men intet ville lykkes. Da jeg så fik nys om Jens-Erik Hansens planer om at lukke, fik vi en god snak, og tingene faldt hurtigt og godt på plads, siger salgsdirektøren og fortsætter:
- Det hele er faktisk kørt som i olie af bedste kvalitet. Vi overtager såmænd også alle reoler, værktøj og andet, som jo har været anvendt i en virksomhed som vores egen. Så Jens-Erik Hansen slipper for at skulle afhænde en hel masse udstyr i Havdrup. Det overtager vi, og i stedet kan vi sørge for at få solgt vores værktøj fra Roskilde og Køge.
I øjeblikket har Stemas omkring 700 kvadratmeter til rådighed i afdelingen i Køge og stort set tilsvarende i Roskilde. Dermed rykker firmaet fra totalt 1.400 kvadratmeter på to adresser til 4.800 kvadratmeter på Salbjergvej i Havdrup, hvor der nu skal skilte med andre maskinmærker op på facaden.
Wacker Neuson, Weidemann og Himoinsa
Stemas har import og forhandling af hele sortimentet fra den tyske gigant Wacker Neuson, som producerer både gravemaskiner, læssemaskiner, dumpere og et meget bredt program i komprimeringsudstyr. Tillige tyske Weidemann, som er i eliten for minilæssere og teleskoplæssere. Samt spanske Himoinsa-generatorer og -lystårne.
Jens-Erik Hansen har ikke truffet beslutningen om at lukke Havdrup Maskinforretning, fordi virksomheden går dårligt. Tværtimod. Men maskinhandleren siger, at han på sigt ikke kan se en fremtid for den type forretning, som han har været i spidsen for siden 1985. Det var hans forældre, der skabte Havdrup Maskinforretning for 79 år siden, og Jens-Erik Hansen har været med i ledelsen af firmaet siden 1975.