Dansk Farmet-importør er kommet godt fra start
MidtVest Maskiner ApS ved Skjern er i år blevet dansk importør og forhandler af de tjekkiske Farmet-maskiner, der tilbyder et bredt program af landbrugsmaskiner og redskaber til marken

Carsten Nørgaard Mouridsen er indehaver af MidtVest Maskiner Aps, som han stiftede i starten af året og hvor han nu er importør og forhandler af maskinprogrammet fra tjekkiske Farmet. Foto: John Ankersen
Siden nytår har den tjekkiske producent af landbrugsmaskiner haft en dansk importør og forhandler i form af det nystiftede MidtVest Maskiner Aps ved Skjern.
Og modtagelsen på det danske marked har været positiv, fortæller indehaver af MidtVest Maskiner, Carsten Nørgaard Mouridsen, der forleden havde inviteret til en maskindemonstration af et bredt udsnit af Farmet-programmet på en mark ved Skjern.
Her blev blandt andet Farmets Softer discharve i både bugseret som liftophængt og bugseret version præsenteret, sammen med mærkets Triolent dybdeharve og ikke mindst »flagskibet« i maskinprogrammet – den store Falcon Pro såmaskine med Strip-till sektion.
- Med programmet har vi rigtig meget til den pløjefri dyrkning, som vi har meget af – ikke mindst her i Vestjylland, fortæller Carsten Nørgaard Mouridsen, der tilføjer at man indenfor det, tilbyder hele maskinprogrammet – undtagen netop en plov.
Dansk importør og forhandler
At det blev Farmet, som MidtVest Maskiner blev importør og forhandler af, var et ønske om at kunne tilbyde et maskin- og redskabsprogram til en så bred kundegruppe som muligt.
- Jeg var på udkig efter et redskabsprogram til et bredt kundeunderlag, og så faldt jeg over Farmet på en engelsk hjemmeside, fortæller Carsten Nørgaard Mouridsen, der efterfølgende kontaktede fabrikken i Tjekkiet for at undersøge om de gerne ville have en dansk importør.
Det ville de gerne, og dermed blev MidtVest Maskiner dansk importør af mærket i Danmark, hvor man indtil videre selv står for forhandlingen landsdækkende, men hvor målet er at brede forhandlingen mere ud:
- Jeg har et mål om at få 3 – 4 forhandlere med én i hver landsdel – Sjælland, Fyn samt Nordjylland og Sydjylland, så der er én forhandler i hvert område i Danmark, siger Carsten Nørgaard Mouridsen, der indtil videre oplever både stor interesse for Farmet, og hvor de første maskiner for længst er solgt og kommet ud i marken.
Se mere på www.midtvest-maskiner.dk