Viden til vej og mark
Temadagen hos TBS i Tommerup satte fokus på reglerne for kørsel med store maskiner på landevejen, og Kverneland-ekspert delte ud af detaljer om plovindstilling.

Ved temadagen hos TBS Fyn i Tommerup gik den syvdobbelte danske mester i pløjning og Kverneland-plovekspert Martin Lindberg i detaljer med korrekt indstilling af ploven. Fotos: Erik Hansen
Landmændene længes efter at komme i jorden. Ventetiden, der med vinterens store regnmængder i år er blevet ekstra lang, kan blandt andet bruges til at hente ny viden. Og mødes med kolleger ved de mange arrangementer og landbrugsmøder.
Over 100 landmænd var mødt op, da TBS Fyn i Tommerup inviterede indenfor i værkstedet til en eftermiddag med to aktuelle emner, inden det forhåbentligt snart går løs med forårsarbejdet.
Programmet lød på optimering af pløjearbejdet, og de mange love og regler, når det gælder kørsel med nutidens store traktorer og redskaber på landevejene.
Korrekt indstilling
Bevæbnet med tommestok gik den syvdobbelte danske mester i pløjning Martin Lindberg i detaljer med korrekt indstilling af ploven.
- Der er rigtig mange forhold og afstande, som skal være i orden, for at ploven pløjer bedst muligt og med det laveste brændstofforbrug, lød det på godt jysk fra pløjespecialisten, der har været ansat hos Kverneland Group Danmark i halvandet år.
Til opgaven havde han fået stillet en femfuret vendeplov til rådighed, som på forhånd var indstillet »så umuligt som muligt«.
- Det er vigtigt, at muldpladerne stilles med spindlerne i den korrekte stilling, for at jorden pakkes ens i jeres gode fynske jord. Den kan give hård slitage på forplovene, påpegede han og tilføjede, at montering af fureknive er en fordel i den stive jord og pløjning i frøgræsmarker. Det holder samtidig ploven i den rigtige retning.
Mange love og regler
I den modsatte ende af TBS-værkstedet gav konsulent Gerth Petersen Holm fra Danske Maskinstationer & Entreprenører et indblik i de mange regler og love i forbindelse med kørsel med store og tunge landbrugsmaskiner på offentlig vej.
- I kender nok til vægtgrænserne og især reglerne for overlæs, der kan give bøder. Men husk også, at ingen traktor må veje mere end 18 tons på de to forreste aksler, lød det fra DM&E-konsulenten.
Han oplyste, at alle traktorer har et typeskilt for dens vægt. For Fendt’s vedkommende, der forhandles af TBS Fyn, finder skiltet bag højre forhjul, kunne han tilføje.

I værkstedslokalet fik de over 100 fremmødte landmænd også en gennemgang af love og regler ved kørsel med traktorer og redskaber af DM&E-konsulent Gerth Petersen Holm.