Dansk fokus i Tyskland

I den forgangne uge har tusindvis af danske landmænd været i Hannover for at hente inspiration på maskinfronten.

Næsten 15.000 danske landmænd, maskinstationsfolk, og andre maskininteresserede var i sidste uge på besøg på verdens største landbrugsmaskinmesse i Hannover, Agritechnica. Af dem havde 5.500 købt billet med rabat gennem L-Mediehus, som blandt andet udgiver LandbrugNord og Effektivt Landbrug, og halvdelen af de danske gæster tog tilmed turen i en af de ikke mindre end 55 busser, som Effektivt Landbrug har sendt afsted sammen med lokale maskinforretninger og rejsearrangør Thomas Birkballe.

Blandt danskerne mødte LandbrugNord deltidslandmand Niels Ole Jensen, der hjemme i Frederikshavn driver 70 hektar og høster 250-300 hektar som maskinstationsarbejde med sin Laverda-mejetærsker.

Han er med bussen fra Præstbro Maskiner sammen med 46 landmandskolleger. Det er sjette gang, maskinforretningen arrangerer bustur til messen, men første gang Niels Ole Jensen er med på gigantmessen. Han er imponeret over de mange spændende maskiner fra nær og fjern, og fremhæver blandt andet sprøjter og en ny gødningsspreder hos polske Jarmit, som Præstbro importerer. Også en russisk mejetærsker og andre eksotiske maskiner har den nordjyske landmand studeret med interesse.

 

Ukrudtsbekæmpelse

Også Flemming Christensen, indehaver af Maskinstationen Toftegaard i Hjørring, var med på turen. Han brugte sit første Agritechnica-besøg blandt andet på at studere maskinmulighederne for behandling af sortjord.

- Jeg står ikke lige foran en sådan investering, men det er for at være på forkant, her hvor der kommer øgede krav og færre sprøjtemidler til rådighed, lød det fra den nordjyske maskinstationsejer.

- Det har virkelig været givtigt hernede, understreger Flemming Christensen, mens han får en ny fransk ukrudtsharve og en pickup-rive præsenteret af Thomas Birkballe, der foruden at være arrangør af de mange busrejser til messen også importerer flere maskinagenturer.

Læs også