Landets første udgave af den nye John Deere 7R 330 traktor skal på efterårsarbejde hos brødrene Helge og Erik Jensen i Tårup.
MASKINER John Deere Road-skiltet ved indkørslen og det grøn/gule skilt på maskinhuset vidner alt om det foretrukne traktormærke hos brødrene Helge og Erik Jensen i deres fælles maskinpark til de i alt 700 hektar på Bakkegård og Haulund ved Tårup.
- Lige siden 1977 har vi udelukkende kørt med John Deere. Valget for vores far stod dengang, om det skulle være en IH eller John Deere, der skulle afløse en MF’er. Han valgte en John Deere 2130, selv om han ikke mente, den var særlig pæn.
Erik »Haulund« Jensen tæller sammen, at der nok er blevet indkøbt en snes John Deere traktorer gennem årene. Lige nu har de to brødre seks af slagsen, inklusive det seneste nyindkøb, som i forrige uge leveret af den fynske John Deere-forhandler, Semler Agro Odense.
Første i Danmark
Der er tale om det første eksemplar på dansk grund af den opdaterede 7R-serie. Det er 330-udgaven med 330 hk, som Haulund-brødrene har valgt.
Modelserien, som blev lanceret i forbindelse med Agritechnica-messen i november, har fået et helt nyt og mere firkantet design i forhold til den hidtidige 7-serie. Serien tæller i alt fem modeller – fra 250 til 350 hk. Motorerne, som har fået flere heste, og alle traktorernes komponenter, er John Deeres egne.
Kabinen er også helt ny, og med et helt unikt interiør. Lædersædet kan drejes 40 grader og har massagefunktion. Der er DAB-radio og Apple Carplay, køleskab, fodhvilere og klimastyring, for blot at nævne noget af det omfattende udstyr.
13.000 timer for kun 60.000 kroner
Den nye John Deeres første opgave bliver efterårspløjning i det bakkede terræn med en ny seks-furet Kverneland liftplov, indkøbt hos John Madsen A/S. Med en løftekraft på 14 tons bliver det en smal sag for den nyeste traktor i maskinhuset.
Erik Jensen fortæller, mens Semler Agros medbragte othellolagkage med JD-inskription fortæres ved køkkenbordet, at den nye traktor afløser en John Deere 7810’er fra 1997, som har kørt ikke mindre end 13.000 timer.
- Vi har kun kostet 60.000 kroner på den til dæk og olie i de mange år. Det siger da noget af mærket, lyder det fra de inkarnerede John Deere-kørere.