- Fendt 700-Vario er en af Fendts mest solgte traktormodeller. Det ser jo flot ud, når der kommer ni traktorer på én gang, men vi har også fire afdelinger i henholdsvis Starup, Holstebro, Suldrup og Askildrup at sælge dem fra, så der skal jo også mange traktorer til, siger maskinhandler Jens Hansen, der er medindehaver af Danmarks største full line-forhandler af Fendt, TBS.
Han fortæller, at traktorsalget generelt har været tilfredsstillende for TBS indtil nu.
- Vi mærker en pæn interesse for Fendt-traktorerne i alle vores afdelinger, og hvis man ser på Danmark som helhed, har Fendt oplevet en stigende markedsandel i 2020. Det er meget positivt, forklarer han.
Fendt 700-Vario markedsføres som en smidig allroundtraktor i 150 til 246 hk-segmentet. Den er kendt for sit lave brændstofforbrug og fantastiske udsyn gennem en let buet frontrude, der gør den meget velegnet som frontlæssertraktor.
Jens Hansen fortæller, at for nogle kunder bruges traktoren som hovedtraktor med frontlæsser hjemme på ejendommen, som trækkraft foran redskaberne i marken og til transportopgaver. For andre købere, som for eksempel maskinstationer, er det en smidig, let traktor til blandt andet sprøjteopgaver, kørsel med river og gødningsspredere, hvor der ikke er behov for deres store 300 til 400 hk-traktorer.
- Vi sælger traditionelt en del traktorer her sidst på året, og selvom vi ikke kan holde åbent hus i år, så kan vores kunder jo stadigvæk godt lave en god handel med os, slutter Jens Hansen.