Når sæsonen for maskinerne og deres redskaber går på hæld til vinter, er det vigtigt, at du også sikrer, at de rent faktisk er klar til at stå stille, indtil foråret igen står for døren. LandbrugNord har spurgt værkfører Allan Jensen fra Semler Agro, hvad der er vigtigt at få gjort i forhold til vinterklargøring og ikke mindst hvorfor. 

- Forebyggelse og kontrol er alfa og omega i forhold til at forberede maskinerne til vinteren. På længere sigt er det billigere at gøre det hvert år frem for hvert tredje eller femte. Dermed udbedrer du fejl i tide og holder ikke stille i marken, når du kan tjene pengene, lyder opfordringen fra Allan Jensen. 

Og en rigtig god forberedelse starter ifølge værkføreren altid med rengøring. 

- Hvis det er mejetærskeren, så er vores forslag en god rengøring med det samme, så du undgår skadedyr. Det hedder en støvsugning og en udblæsning af maskinen i alle kroge, hulrum og indvendige- samt udvendige udløb. Så slipper du for at få spist ledninger og diverse af mus og rotter, for de komme alle steder, understreger Allan Jensen. 

Vask i bund

Når det kommer til traktoren, er det ifølge værkføreren vigtigt, at du ikke bare tørrer overfladerne af. 

-  Få jord, skidt og salt af, for det tærer på alt. Den skal vaskes helt i bund, tag hjul og beskyttelsesplade af, så du kan komme ind i alle kroge.

For her handler det ikke om skadedyr, men om at få olierester og fedt af, som samler skidt og pløre, så brug en affedtende sæbe, lyder rådet. 

Dernæst skal du også holde øje med utætheder, hvis noget drypper, så skal det fikses, så motoren ikke står af. 
- Og lad være med at fedte traktoren ind, så den skinner, for fedtet samler skidt, og så skal du bare rengøre igen, forklarer Allan Jensen.  

Få maskinen kontrolleret 

Såfremt du har styr på rengøringen, er det vigtigt, at du får gennemgået maskinen for fejl og mangler. 

- Det er med at få den gået igennem, inden du kører den ind, for så kan du stadig huske, hvad den har sagt af mærkelige lyde og andre tegn på skader tidligt - og få det ordnet dér, så du til foråret kan nøjes med at starte den og blot køre ud. 

Hos Semler Agro fører de kontroller over maskinerne, og får noteret ned, når de gennemgår maskinerne med kunderne. På den måde har maskinen en form for sin egen »patientjournal«. 

Når rengøring og kontrol er gjort, kan maskinen sættes i stå, og det er altid bedst indendørs. 

- Det skal helst være i en nogenlunde konstant temperatur – alt andet giver kondens, og det ødelægger olie og mange andre ting. 

Det går i stykker

Og spørger du Allan Jensen, hvorfor det er så vigtigt at få rengjort og kontrolleret maskinen efter sæsonbrug, er svaret klart:

- Hvis du ikke får gennemgået den og vasket af, så er der stor risiko for, at snavs eller en uset fejl gør, at maskinen går i stykker under høsten eller til foråret. 

Hvis du som landmand ikke skal sætte maskinerne i stå, men derimod bruge traktoren til saltspredning eller andet vinterarbejde, skal du stadig huske rengøring og kontrol. 

- Hvis du skal ud med din traktor til saltspredning over vinteren og ikke har fået den rengjort og gået igennem fra sidste vinter, så risikerer du, at der sidder salt uhensigtsmæssige steder med slid til følge. Det kan koste mange penge i nye rør og slanger, hvis der sidder et lag af salt, som ellers kan fikses med rengøring, forklarer Allan Jensen.  

Ringer rundt 

I og med at vinterklargøringen er så vigtig for maskinens ve og vel og din økonomi og tid, så sørger Allan Jensen altid for at ringe rundt til alle sine kunder, når tiden er inde til vinterhi. 

- Der er mange, der glemmer det, så vi vælger at sige det til dem. Der er altid nogen, som skal tænke over det, men der må jeg bare sige, at det kan godt være, at det er dyrt første gang, men det betaler sig i længden. Alternativet kan være, at man til foråret sidder og venter i marken på en kollapset maskine på grund af småting, som kunne være fikset i vinters, slutter værkføreren.  

Glem ikke redskaberne

Rengøringen og kontrol er også vigtigt, når det kommer til dine redskaber, der skal ind til vinter:

- Hold det rent, landmænd er ikke altid lige gode til at huske, at redskaberne er et lige så vigtigt produkt som traktoren foran. Men få dem støvsuget og vask dem ned, så holder de længere, lyder det fra Semler Agro-værkføreren Allan Jensen.

 

Maskiner