- Det solide fundament for at opnå et stort udbytte er en succesfuld etablering. Det er imidlertid lettere sagt end gjort, men med det rigtige valg af såmaskine hjælper det.

Sådan lyder det fra maskinkonsulent Christian Rabølle fra VKST, der naturligvis opfordrer til, at man som planteavler tager til den sådemonstration, som VKST holder på Ny Lellinge ved Køge tirsdag den 3. september fra klokken 9.

- Op mod 20 såmaskiner vil være i arbejde. Der køres i en vårbygstub med snittet halm, og der skal sås vinterhvede. Såmaskinerne præsenteres først på harvet jord, hvorefter de kører et træk på pløjet jord, fortæller Christian Rabølle, der oplyser, at der til sidst bliver mulighed for, at de egnede såmaskiner kan køre et træk direkte i stubben med den snittede halm. 

Forudgående jordbehandling

Christian Rabølle oplyser videre, at valget af såmaskine begynder med valg af jordbehandlingsstrategi.

- Langt de fleste danske planteavlere kombinerer et system med pløjning eller stubharvning forud for såmaskinen. I yderpunkterne i strategier er mest intensiv således pløjning, såbedsharvning og rotorharvesåning af alle arealer, og mest ekstensiv er direkte såning uden foregående stubharvning. 

Videre peger han på, at jordtype, sædskifte, krav til kapacitet og rettidighed, har stor betydning for det rigtige valg af jordbehandlingsstrategi. 

- Mange er dog forvirrede om strategier, og vi ser desværre fejlinvesteringer i harver og såmaskiner, der passer dårligt ind i den strategi, man skulle have, pointerer Christian Rabølle. 

- Hvis man, fortsætter han, gerne vil kunne så optimalt i stubharvet jord og på pløjet jord, så er der et stort udbud af rigtig gode såmaskiner på markedet. Det kan både være rotorsæt og skiveskær-såmaskiner.

Sådybde og såkvalitet

- Når såskiverne sidder før pakvalsen, som på Rapid og Multiva boksmaskiner, har man altid rigeligt med vægt til et højt skærtryk. Samtidigt kan sårillerne altid blive lukket til ovenpå såsæden, forklarer maskinkonsulenten. 

På såmaskiner med såskiverne efter pakhjulene bliver kernerne placeret på fast jord, og efterharven flytter lidt løs jord over kernerne. Det er ifølge Christian Rabølle også et godt system, som dog er udfordret under våde og lerede forhold. Her er problemet typisk åbne såriller og øverlig såning. 

- Såmaskiner med såskiver efter store pakhjul er typisk lettest at trække og laver et flot såarbejde på mild og mellemsvær jord, oplyser han og understreger vigtigheden af, at korn sås ensartet i fire centimeters dybde. 

- Det er traktorførerens ansvar at styre sådybden, men de enkelte såmaskines evne til at så ensartet i fire centimeter kan variere. En ensartet jævn jordbehandling, højt skærtryk og behersket hastighed er alle faktorer, der hjælper til ensartet god såkvalitet.

Maskiner