Jens Skifter fylder 50

Den 6. november kan CEO i Danish Agros maskindivision, Jens Skifter, fejre sin 50 års fødselsdag.

Jens Skifter blev født den 6. november 1969 i Resenstad i Vestjylland som den tredje ud af fire søskende. Opvæksten foregik i Vivild på Norddjursland i tæt kontakt med landbruget, da begge forældre stammede fra landbrugsfamilier ved Hammerhøj og Gjerlev i Østjylland.

Interessen for maskinerne har altid været der, og en danskproduceret Bukh 302 var den første maskine, der blev skruet på. Med den tekniske interesse blev det til en uddannelse til Maskiningeniør fra Horsens Teknikum i 1993, hvorefter rejsen gik mod det store udland for Dronningborg og Massey Ferguson. De manglede demopiloter til at præsentere maskinerne fra Randers for de tyske kunder. Denne opgave var startskuddet til en spændende international karriere i den globale landbrugsmaskinbranche uden for Danmarks grænser.

Det blev til 6 års ophold i Tyskland for Agco, og derefter blev det til 17 år for den tyske privatejede maskinproducent Claas. For Claas var opgaverne mangfoldige, men specielt eksportchef-rollen for Nordeuropa var afgørende, da Claas lancerede sine traktorer i perioden fra 2003 til 2006. Derefter fulgte 3 år i rollen som Eksportdirektør for den sydlige halvkugle, hvor han stod i spidsen for et hold på 10 regionale eksportchefer.

Han havde ansvar for i alt 110 lande, og opgaverne strakte sig fra forhandlerudvikling i Indien, projektledelse i Sydamerika samt udvikling af distributionen i Afrika, Mellemøsten, Asien samt Australien og New Zealand. Herefter blev det til 8 år som Regional Direktør for 12 lande rundt om Tyskland, herunder det samlede eksportansvar for Nordeuropa, Benelux, Schweiz, Østrig, Slovenien, Kroatien og Bosnien, samt en plads i bestyrelsen i Claas’ tyske salgsselskab.

Ingeniøruddannelsen er løbende blevet udbygget gennem en lang række kurser på blandt andet ESMT – European School of Management and Technology – herunder lederudvikling samt Sales and Marketing og Strategy and Execution.

I perioden i Tyskland mødte han sin engelske hustru Ewa, og sammen har de tre børn på 21, 20 og 17 år. Familien bor i dag i Spentrup nord for Randers.

I forbindelse med at Danish Agro i 2016 fik lavet aftale om at overtage distributionen af Claas i Nordeuropa, og Danish Agro besluttede at etablere egen Maskindivision, blev Jens Skifter hentet til Danish Agros koncernledelse i april 2016. Han har de sidste tre år stået i spidsen for udbygningen af Danish Agros maskinhandel i Nordeuropa.

Danish Agro er i dag den 3. største maskindistributør i Europa med nu 26 selskaber, som fordeler sig over 9 lande, repræsenterer mange af de førende varemærker og beskæftiger 1.200 medarbejdere.

Fødselsdagen fejres privat med familie og venner.

Læs også