Måske står der »travlhed« som stillingsbetegnelse på hans visitkort? Eller også har han mindst tre af slagsen til udlevering, når han bevæger sig rundt i verden.

Navnet er Jens-Aage Jensen, og for mange i landbruget er det en kendt person og samarbejdspartner, som sælger vandingsmaskiner, kartoffeludstyr, centralsmøring til landbrug og industri i sine Gazelle-virksomheder Powtec A/S/H. Andersen A/S og LubriQ A/S med hjemsted i Bording mellem Herning og Ikast.

Med andre ord er han maskinhandler, og som maskinhandler har han været formand for Dansk Maskinhandlerforening siden november 2004.

Travlt både hjemme og ude

I den egenskab har Jens-Aage Jensen også travlt. Både hjemme i Danmark og ude i Europa, fordi maskinhandlerne gør meget ud af at samarbejde på tværs af landegrænserne i EU.

- Vi har jo mange, store multinationale selskaber som leverandører af eksempelvis traktorer, høstmaskiner og redskaber.

- Udover det gør vi meget ud af at sikre de 127 medlemmer rundt i Danmark bedst mulige rammevilkår, fortæller han.

Maskinhandlerne kan nemlig godt være gode kollegaer samtidig med, at de konkurrerer med hinanden om kundernes gunst.

Et udviklende fællesskab

Fokus er dog ikke kun på landbrugsmaskiner og maskinhandlernes tarv i Jens-Aage Jensens travle hverdag.

For udover at være sammen med sin familie i fritiden er han også ganske aktiv i Den Danske Druideorden.

Han blev optaget i logen Blicher i Ikast i oktober 1995, og siden har det udviklende fællesskab bragt ham indsigt og ansvar på flere planer. Han er nemlig på fjerde år en af de øverste embedsmænd i Den Danske Druideorden.

- Vores mission er at udvikle hinanden og at fremelske et harmonisk forhold mellem alle uanset deres religiøse eller politiske anskuelse, forklarer Jens-Aage Jensen.

Fra lastbiler til landbrugsmaskiner

Jens-Aage Jensen fik 30. juni 1979 som 20-årig et svendebrev som lastbilmekaniker.

Næste trin på karrierestigen var otte måneders værnepligtig i Civilforsvaret, som blev efterfulgt af nogle år som officer. Landmand skulle han nemlig ikke være, for renterne var dengang skyhøje og økonomien i landbruget elendig. 

Derefter fulgte nogle år i lastbilbranchen, hvorefter han 1. november 1990 overtog Bording Maskinforretning.

Siden har Bording været hjemsted som selvstændig erhvervsdrivende i forskellige konstellationer og forhandlinger inklusive egen import af forskellige kartoffelmaskiner og redskaber.

I dag hedder virksomheden Powtec A/S med forhandling af blandt andet kartoffelmaskiner fra AVR, Skals og Standen. Inden for vandingsmaskiner er der mærkerne Fasterholt/Bording og Ocmis fra Scanregn.

Udover disse maskiner udføres service og der sælges reservedele til en stor kundekreds i hele Danmark.

- Vi lever af kvalitetsbevidste kunder, der værdsætter vores samarbejde ofte gennem mange år, betoner Jens-Aage Jensen.

Jens-Aage Jensen fylder 60 år lørdag den 10. november.