Det er nye tider for Lønholm Agro.

Gården ved Bylderup-Bov mellem Løgumkloster og Tinglev, der er hjem for en malkekvægsbesætning på pt. 350 køer, fik i december 2019 ny ejer, som straks har sat et skarpt øje på forretningsgangene på gården.

En ny driftsleder samt fire medarbejdere skal sikre de optimale forhold for kvægbesætningen samt produktionen af majs, græs og helsæd fra de tilhørende 270 hektar jord. I den forbindelse er gårdens maskinpark gået efter i sømmene, og den har fået tilføjet en fabriksny Volvo L45H læssemaskine.

- Volvo er ensbetydende med god kvalitet, og L45H har en størrelse, som passer perfekt til de opgaver, vi skal have løst. Cirka 80 procent af tiden skal den læsse foder, og resten af tiden skal den anvendes til at udmugning og øvrige læsseopgaver på ejendommen. Til de opgaver har L45H en ideel størrelse, siger Klaus Jakobsen, ejer af Lønholm Agro, om begrundelsen af købet.

Han fandt sin ønskede maskine hos Sylvester A/S, der er forhandler af Volvos kompakte maskinprogram.  Blandt de øvrige maskininvesteringer er også en ny fodermixer, som har en større kapacitet end den, der indgik i købet af gården. Den er samtidig 30 centimeter højere, så stor læssehøjde var et krav til den nye læssemaskine.

- Den nye Volvo er derfor leveret med lang bom fra fabrikken, og dermed er problemet med læssehøjden løst, siger Klaus Jakobsen.

Begejstringen for den nye effektive landbrugsassistent deles af Brian Lagoni, driftsleder og medejer på Lønholm Agro.

- Maskinen er stærk og handy i forhold til sin kompakte størrelse. Vi kan komme ind med den alle steder i staldene. Den kan køre i fodergangene og muge ud i dybstrøelsesarealerne, selv om der er lavt. Den er også købt ud fra en forventning om driftssikkerhed. Vi har lige nu 350 køer, og planen er, at vi skal op på 600. Det siger sig selv, at når 350-600 køer venter på foder, skal læssemaskinen kunne levere varen og arbejde effektivt. Det forventer vi, at vores nye Volvo kan, og selv om vi kun har haft den i kort tid, lever den fuldt ud op til vores forventninger, siger Brian Lagoni.