Kuhn-maskiner i øko-græs

I det flotte sommervejr var græskaravanen fra Maskinhandler Indkøbsringen forleden nået til Fyn.

Den nye skånsomme gummivalsecrimper blev på Verningelund præsenteret frontmonteret på Kuhn trippel skårlæggeren.

Ikke mindst op til det varslede regnvejr i de kommende dage, benyttede mange landmænd forrige uge til at bjærge store mængder græs og hø i det perfekte sommervejr.

Alligevel tog fynske kvægbrugere og maskinstationsfolk sig tid til at se Kuhn græsmaskiner i arbejde, da karavanen fra importøren, Maskinhandler Indkøbsringen (MI), torsdag den 18. juni gjorde holdt ved Tommerup.

En særlig nyhed, som vises for første gang, kan have en særlig interesse netop på Fyn og på Sjælland, hvor karavanen havde sidste stop. Det er en ny valsecrimper af gummi, som er særlig skånsom overfor blade, og derfor vil være velegnet til lucerne og havre til foder til heste, som jo findes i stort tal i de egne af landet. Men også ved bjærgning af græs i bedrifter, hvor der især benyttes kløver, kan denne crimpning være en fordel i bestræbelserne på at hente mest muligt protein med hjem i foderet.

- Vi tilsætter tillige otte urter som et led i leverandørkonceptet til Naturmælk, som med skånsom behandling giver en bedre smag i mælken og sundere køer, fortæller økolog Arne Jørgensen, som på Verningelund har 260 jerseykøer, og som lagde syv af sine 90 hektar græs til MI-demonstrationen.

River revet væk

Ligesom flere af sine kolleger rundt i landet med større kvægbedrifter har Arne Jørgensen egne maskiner til ensilering.

- Det er en fordel selv at kunne bestemme, når der skal slås græs og ikke mindst rives, påpeger den fynske økolog, som glæder sig over en hidtil rigtig god græssæson, hvor han håber at kunne hente seks slæt mod normalt fem. 

Renere ensilage

Netop det at kunne køre, når tid er for græsbjærgningen, har flere større mælkeproducenter fået øjnene op for de effektive og samtidig skånsomme pickup-river.

- Vi mærker en meget stor interesse, og faktisk er alle vores Kuhn Merge Maxx pickup-river, som fås i 7,5 og 9,5 meters arbejdsbredde, revet væk i denne sæson, fortæller salgskonsulent Christian Kyhn fra MI.

I forhold til traditionelle river er indholdet af jord i ensilagen mindsket med omkring en tredjedel med de fleksible pickup-river, som løfter skåret og lægger materialet af, alt efter chaufførens ønske.

Blandt de øvrige nyheder på Kuhn-karavaneturen er filmbindingen på FBP 3135 kombipresseren. Den benytter samme plastfilm ved bindingen som ved wrapningen, og derved opnås en besparelse på den samlede indbinding på mindst 30 procent.

Læs også

To nye mejetærskere og en direkte Næsgaard-forbindelse
New Holland lancerer ny stortraktor
Komfortpakke til Claas Arion-traktorer
Vestjysk maskinforhandler leverer markant fremgang
Høst-stop forbudt
Dansk dyrkning på toppen