Med to nye vogne sendt afsted om dagen hele januar, og også fortsat travlhed efter store gylledag 1. februar, har der været godt gang i både produktionen og den nye klargøringshal hos Samson i Viborg.

- Vi har også sendt to nye afsted i dag, fortæller Henrik Kirketerp-Møller, direktør for Samson Agrolize, da han viser rundt på matriklen, der siden sommeren 2016 har huset både producenten, Samson Agro, og forhandlerdelen, Samson Agrolize.

Den 1.250 kvadratmeter store klargøringshal, der blev taget i brug lige efter jul, ser Henrik Kirketerp-Møller som endnu et skridt på vejen til at sikre kunderne optimal service, efter man for toethalvt år siden med oprettelsen af Samson Agrolize satte sig som eneforhandler af de grønne gyllevogne.

I hallen, som Henrik Kirketerp-Møller betegner som »hjertet i forretningen«, bliver både nye og brugte vogne klargjort til det danske marked, mens der også bygges om til det tyske marked.

- En af tankerne ved at hive forhandlingen hjem til os selv var, at vi kunne se en stor fordel i at, vi kun laver det, vi laver. Samson. Vi er specialister. Det giver også nogle synergier, at både producent, forhandler og service ligger sammen. Det gør reaktionstiden meget kortere og betyder, at vi har et reservedelslager, som ingen andre kan matche. Samtidig tænker vi, at hvis nogen kan give den bedste pris på en

Samson-vogn, må det være Samson, fortæller Henrik Kirketerp-Møller.

- Men som forhandler er vi stadig nye, og vi øver os hele tiden på at blive endnu bedre, konstaterer han.

Alt på lager

Lige nu har Samson Agrolize fire og en halv mand afsted med servicevognene, og seks mand på værkstedet, der lige for tiden er suppleret af yderligere tre for at følge med i en travl periode.

For selvom den største travlhed er op til 1. februar, når gyllekørslen bliver givet fri, er der stadig masser at lave de kommende måneder.
-

Alle vil have deres nye gyllevogn inden 1. februar, og vi nåede også at levere alle dem, vi havde planlagt i denne omgang. Men der er stadig nok at se til. Normalt bliver der solgt mange brugte vogne helt frem til 1. maj, forklarer Henrik Kirketerp-Møller, der stiler efter at have både brugte og nye vogne på lager på ethvert tidspunkt.

- Vi har et mål om at have alle årgange og vogntyper på lager. Det skal være sådan, at det er her, man tager hen, hvis man mangler en gyllevogn. Og det skal være køreturen værd, siger direktøren, der sidste år også kunne se to åbne haller på i alt 4.500 kvadratmeter skyde op på pladsen ved siden af produktionen. Den ene til opbevaring og udstilling af brugte vogne og den anden til opbevaring af materialer til nye vogne og redskaber.

- I forhold til de nye vogne stiler vi også efter hele tiden at have nogle på lager. Det har man aldrig gjort før, men folk forventer, at vi kan levere hurtigt, så nu kan man altså få en ny PG 25’er i løbet af 14 dage, hvis uheldet har været ude og man er væltet med den gamle eller bare ikke har fået købt en til den nye sæson.

Relationer

Øvelsen over de seneste godt to år har for Henrik Kirketerp-Møller og kompagni været at opbygge relationer til både nye kunder og de kunder, der tidligere har handlet Samson-vogne hos deres lokale forhandler.

Med Samson Agrolize blev aftalerne med de 16 forhandlere rundt om i landet opsagt, hvor man nu har syv servicepartnere.
- Vi kan ikke opdrage folk til, hvor de skal handle og få service, men vi kan sørge for at levere de rigtige ydelser til de rigtige priser, så vi forhåbentlig bliver valgt til. Derfor forsøger vi hele tiden at levere 125 procent, når vi sender en brugt gyllevogn videre, for det skal være en god oplevelse at handle med os, siger direktøren, der føler, at man er kommet godt i gang som forhandler.

- Vi er kommet fint fra at sælge nye maskiner til det danske marked og bytte brugte maskiner ind og sælge videre til fornuftige priser. Så jeg synes, vi er kommet fint fra start og er blevet taget godt imod, siger Henrik Kirketerp-Møller.

- Samtidig bliver vi hele tiden bedre i forhold til at få servicen passet ind på de rigtige tidspunkter i forhold til både vores og landmandens travleste perioder.

Rettidig omhu

Mens man hos Samson allerede har taget springet og samlet produktion og forhandling, forventer Henrik Kirketerp-Møller, at man over de kommende år vil se andre i branchen følge trop.

- For vores vedkommende ser jeg det som rettidig omhu at samle tingene under samme tag. Det er med til at sikre en høj gensalgsværdi, at vi altid har fuld adgang til det største lager af originale reservedele, og samtidig undgår vi den politik, der kan præge de store traktorforhandlere. Ved både at stå for produktion og salg er vi i fuld kontrol, og risikerer ikke at komme i klemme hos en forhandler, der får besked på at satse mere på et af de store traktormærker, forklarer han.

- Det er ikke noget, vi har oplevet, men vi kunne se tendensen, tilføjer han.

Læner sig aldrig tilbage

Og selvom det så småt begynder at dufte af forår – og gylle – på markerne, og de fleste vogne er sendt i aktion efter endnu en travl vinter i Viborg, har Henrik Kirketerp-Møller ikke udsigt til at læne sig tilbage og nyde det, han selv kalder en god start på tilværelsen for Samson Agrolize.

- Jeg tror aldrig, vi kommer til at læne os tilbage. Vi skal hele tiden blive bedre, fastslår direktøren, der heller ikke håber, at man har set de sidste entreprenører og bygningsarbejdere på adressen efter en vinter, hvor gyllevognene er blevet klargjort, sideløbende med at asfalten er blevet lagt på pladsen.

- Lige nu er vi så mange, vi kan være i den nye klargøringshal, men den er bygget med mulighed for at forlænge den, siger han – dog uden at afsløre konkrete planer.

En af tankerne ved at hive forhandlingen hjem til os selv var, at vi kunne se en stor fordel i at, vi kun laver det, vi laver. Samson. Vi er specialister.
Henrik Kirketerp-Møller, direktør, Samson Agrolize
 

 

Maskiner