Sandbysmeden klar med åbent hus
Generationer af landmænd har handlet hos Sandbysmeden, og man kan møde 3., 4. og 5. generation af familien Karlsen, når den midtsjællandske maskinforretning byder inden for til åbent hus.

Jan Karlsen (til venstre) og Henning Karlsen er sammen med de øvrige ansatte i Sandby Smedie & Maskinhandel klar til åbent hus i den sidste weekend i november.
Syv dage om ugen er der åbent i Sandby Smedie & Maskinhandel nær Glumsø, der således også har åbent lørdag den 24. og søndag den 25. november, hvor der tillige bydes på udvidet åbningstid.
Det sker i forbindelse med et åbent hus-arrangement, hvor der er mulighed for at gøre en god handel, men også hilse på medarbejdere og familien Karlsen, som på dagen er repræsenteret ved generationerne tre, fire og fem efter Jakob Karlsen grundlagde virksomheden tilbage i 1911.
Man kan således møde indehaver siden 1984, Henning, hans søn, Jan, der tiltrådte som sælger for seks år siden, og endelig Hennings barnebarn 12-årige Villads Nagel, der er en talentfuld speedwaykører og på dagen fortæller om sin sport og viser sine motorcykler frem.
Gammel tradition
Gennem mere end 40 år, faktisk siden Henning Karlsen selv kom tilbage til virksomheden i 1975 efter at være udlært og have arbejdet andet sted i nogle år, har man holdt åbent hus.
Derfor er der også flere generationer af midtsjællandske landmænd, der er kommet i den nu 107 år gamle smedeforretning, der ligger lige ud til landevejen mellem Ringsted og Næstved.
Det var Henning Karlsens farfar, Jakob Karlsen, den gamle landsbysmed, der skoede heste, hvæssede plovskær og pålagde jernringe på arbejdsvogne, der grundlagde virksomheden, som efterfølgende blev drevet af Thorkild Karlsen, der videreudviklede forretningen blandt andet med forhandling af JF-mejetærskere, hvor man gennem en årrække opnåede et salg på imponerende 104 styk.
Løbende udvikling
Siden 1984 har det været Henning Karlsen, der har stået som indehaver og garant for den gode service i et marked, hvor man har såvel privat-, som erhvervs- og institutionskunder inden for næsten alt til landbrug og have/park.
Forretningen byder også på alt fra værktøj og arbejdstøj, til have og parkmaskiner, til hegnsartikler, landbrugsmaskiner og redskaber og ikke mindst til et stort reservedelslager med flere end 16.000 vare- og reservedelsnumre.
I forbindelse med weekendens åbent hus-arrangement – begge dage fra klokken 9 til 16 – vil der være konsulenter til stede fra forskellige firmaer, ligesom Sandby Smedie & Maskinhandel byder på en række rigtig gode tilbud.
Læs mere i LandbrugØst i uge 47, der udkommer torsdag den 22. november, men allerede fra lørdag den 17. november kan ses på landbrugoest.dk.