Hos Hjallerup Maskinforretning føler man, at man et år efter lukningen af sin afdeling i Års er kommet tættere på kunderne.
Da Hjallerup Maskinforretning for et år siden valgte at lukke afdelingen i Års og flytte folk og aktiviteter til afdelingerne i Støvring og Hjallerup, blev det gennemført med sikker hånd, men alligevel med en vis spænding. Ville afstanden til kunderne blive for stor?
Administrerende direktør Morten Bordvik indrømmer gerne, at han var spændt på, om kunderne ville acceptere lukningen af afdelingen i Års eller opsøge alternative forhandlere og værksteder. Han er derfor glædelig overrasket over situationen her et år efter.
- Aldrig før har vi været tættere på vores kunder end nu. Før kom de måske ind til os efter sliddele og lidt småtterier i butikken, men ofte ringede eller skrev de, så i virkeligheden kendte vi dem ikke så godt, som vi gik og troede. Nu kommer vi helt sikkert ud til dem. Så ja, der er flere kilometer imellem dem og værkstedet i Støvring, men med mere opsøgende kontakt af vores eftermarkedssælger og personlig levering af for eksempel sliddele, er vi meget tættere på dem som kunder og har bedre personlig kontakt med de fleste, end før vi lukkede afdelingen, lyder det fra direktøren.
Stadig i området
Selvom Hjallerup Maskinforretning ikke længere har en fysisk afdeling i Års, er flere af folkene fra afdelingen stadigvæk at finde i området. Ernst W. Hansen hører godt nok organisatorisk til i Hjallerup, men sælger primært Fendt syd for fjorden. Carsten Nørhave tager sig som udekørende sælger af alt vedrørende eftermarkedet i det gamle Års-område, uanset om kunderne har brug for sliddele til deres Kverneland-plov eller kunne tænke sig en ny robotplæneklipper. Og endelig er Kaj Madsen, der er service-specialist i Fendt. Han er lige så meget at finde ude hos kunderne som inde på sit Fendt-værkførerkontor i Støvring. Både Kaj selv og hans servicekolleger kommer i stigende grad ud til kunderne og fikser de tekniske udfordringer på stedet, mens de større reparationer foregår på værkstedet i Støvring.
Bedre kendskab til hinanden
Carsten Nørhave er overbevist om, at øget personlig kontakt er en af forklaringerne på succesen. Han er sikker på, at internettet er kommet for at blive, men er mindst lige så overbevist om, at langt de fleste kunder foretrækker den personlige kontakt.
- Lige så glade både kunderne og jeg er for den teknologi, der gør, at kunden kan sende en sms til mig med billedet af den knækkede kniv, han skal have udskiftet. Præcis lige så træls er det, hvis man aldrig træffer hinanden personligt, har tid til at føle hinanden lidt på tænderne eller bare få en snak, siger han.