MASKINSTATION Henrik Schmidt, indehaveren af Henriks Maskinstation nær Nysted på Lolland, har en baggrund og alder, som adskiller sig markant fra de fleste andre maskinstationsejere.

Med sine bare 26 år kunne langt de fleste i branchen være far til Henrik Schmidt, der således er en af landets yngste maskinstationsindehavere. Og apropos far. I modsætning til mange af kollegaerne er Henrik Schmidts far slet ikke inden for landbruget eller maskinbranchen.

- Jeg har ikke overtaget noget som helst fra nogen, men startede helt fra bunden og har selv bygget alt op. Det har været en lang og hård proces, fortæller Henrik Schmidt, der er født og opvokset i området – med en far, der er paramediciner og en mor, der var sygeplejerske (nu pensionist). Og tre søskende, som heller ikke beskæftiger sig med landbrug.

- Jeg har dog altid været vild med maskiner og tilbragte som dreng meget tid på en gård i nærheden. Jeg har altid vidst, at det var den vej, jeg skulle, lyder det med et smil fra den unge maskinstationsejer, der tog en landbrugsuddannelse på landbrugsskolen i Høng og købte sin første traktor allerede som 19-årig.

Nye investeringer på vej

Traktoren – en Fendt 926 – blev startskuddet til Henriks Maskinstation, der i dag har en maskinpark, som betyder, han kan tilbyde en lang række opgaver som blandt andet nedfældning af ammoniak, presning af halm i bigballer og roeoptagning.

- Til den kommende sæson investerer jeg i en ny roeoptager, Ropa Tiger 6S, og i år køber jeg også en gyllevogn, så jeg til efteråret kan tilbyde at køre gylle ud, forklarer den passionerede lollik og tilføjer:

- Det er en speciel gyllevogn, som har ekstra store dæk og som kan skyde akslen ud, og så har jeg også planer om at anskaffe mig en Horsch Focus-nedfælder, der er særdeles velegnet til såning af raps og efterafgrøder.

- Det her er hele mit liv. Jeg elsker maskinerne og kan slet ikke forestille mig, at jeg skulle lave noget andet.

Henrik Schmidt

Selv om det er en hård branche, og antallet af maskinstationer i en årrække er nedadgående, ser Henrik Schmidt optimistisk på fremtiden, hvor han håber, forretningen kan udvides, så der bliver råd til at have en fast mand ansat.

Arbejdsmængden går op og ned

Henrik Schmidt oplyser i den forbindelse, at han har kunder på hele Lolland-Falster, Møn og Sydsjælland, og han sætter stor ære i at kunderne er tilfredse med arbejdet fra Henriks Maskinstation.  

- Det er vigtigt for mig at levere et ordentligt stykke arbejde, og derfor handler det ikke om at få så mange hektar som muligt, påpeger han og erkender samtidig, at der naturligvis er plads til nye kunder.

- Jeg er ung og er ikke bleg for at påtage nye, spændende opgaver og vil også gerne investere i det, det kræver. Det her er hele mit liv. Jeg elsker maskinerne og kan slet ikke forestille mig, at jeg skulle lave noget andet.

- Arbejdsmængden går lidt op og ned. Man kan ikke være sikker på noget og skal hele tiden kæmpe for det, pointerer Henrik Schmidt, der i vintermånederne blandt andet har salt- og snerydningsopgaver i København. Her er arbejdsmængden også svær at planlægge.

- Man har ikke fast arbejdstid og ved aldrig, hvornår man er hjemme. Det kan være en udfordring i et parforhold, men jeg har heldigvis en forstående kæreste, slutter den unge lollik.

Maskinparken

Liste over maskiner og traktorer i Henriks Maskinstation


Maskiner:

Ropa Tiger 6S-roeoptager - årgang 2020

Ammoniaknedfælder Agrodan 7,5 meter, 2 stk.

Bigballepresser MF 190 med parkland samlervogn


Traktorer:

Fendt 712 med frontlæsser - årgang 2005

Fendt 828 - årgang 2014

John Deere 8530 - årgang 2010

John Deere 3640 - årgang 1986

Maskiner