Danske Svineproducenter vinder sag om forbud mod brug af skjulte optagelser
Danske Svineproducenter vil ikke finde sig i, at TV2 anvender optagelser, der er fremkommet ved indbrud i formandens stalde. Svineproducenterne har netop vundet sagen ved retten i Odense.

Retten har lyttet til Danske Svineproducenter, der begærede forbud mod brug af optagelser fremkommet ved indbrud i formand Jeppe Bloch Nielsens stald. Arkivfoto: Anne Wolfenberg
Foreningen Danske Svineproducenter har netop vundet en sag ved retten i Odense, hvor de havde begæret forbud mod brug af optagelser i formanden stalde, der var fremkommet ved indbrud.
- Vi er naturligvis helt vildt glade og lettede over sejren, siger foreningens formand Jeppe Bloch Nielsen.
- Også selvom resultatet var som forventet, tilføjer han med et smil.
- Med sejren sat en ny grænse for, hvordan medier kan optræde i forhold til materiale, der er fremkommet ulovligt, og for om en offentlig person skal kunne regne med at måtte finde sig indbrud, uden der findes materiale, der er vigtigt for offentligheden, supplerer foreningens advokat Hans Sønderby Christensen.
Han tilføjer, at det er en principiel og afgørende dom, idet det ifølge advokaten er første gang nogensinde, at der er nogen, der har begæret forbud imod, at billedmateriale, der er fremkommet ved indbrud ikke må videregives offentliggøres af andre.
- Det er jo i princippet at sidestille med hæleri, hvor det jo også er forbudt at videresælge materialet, som man ved er stjålet, bemærker Per Bardrum, direktør i Danske Svineproducenter, der også betegner dommen som en vigtig, principiel dom for danske landmænd, som derved får større sikkerhed for, at de kan drive deres landbrug i fred uden frygt for, at hvem som helst kan gå ind og filme og dele optagelserne, som de vil.
Flere indbrud i dokumentar
Det var ellers meningen, at optagerne skulle have været brugt i en dokumentar om forhold i danske svinestalde, som skulle have været bragt på TV 2 i morgen den 26. november, men det er der altså sat en stopper for nu.
Dokumentaren er baseret på en række optagelser, som ukendte gerningsmænd har skaffet ved indbrud hos flere svineproducenter rundt omkring i landet. Og så altså blandt andet også hos formand for Danske Svineproducenter, Jeppe Bloch Nielsen.
Jeppe Bloch Nielsen har tidligere udtalt til avisen, at han ikke vil understøtte, at det, som han kalder brug af aktivistiske metoder, kan udvikle sig til at blive en legitim metode indenfor journalistik. Derfor valgte man i Danske Svineproducenter at begære forbud imod, at optagelserne bruges. En begæring, som dommeren altså har valgt at følge.
Forud for afgørelsen var et 11 timer langt retsmøde igår mandag den 24. november, og på den baggrund har dommeren altså valgt at efterkomme foreningens begæring om, at optagelserne ikke må vises.
Da foreningen for en lille uges tid fik besked om tidspunktet for udsendelsen, valgte man at anmode retten om hurtig behandling af begæringen om forbud. Det ønske efterkom retten, som så netop har afgjort sagen: Optagelserne må ikke bruges. I stedet bliver ptagelserne nu sikret som beviser i forhold til mulig afklaring af, hvem de ukendte gerningsmænd er.
Hastesag i retten
I Danske Svineproducenter er der stor tilfredshed med sagens udfald, og man har helt tiden ment, at man havde retten på sin side.
Foreningens direktør Per Bardrum henviser blandt andet til udtalelser fra professor i mediejura ved Syddansk Universitet, Sten Schaumburg-Müller, der siger, at man ikke bare må bryde ind på en ejendom i håb om at finde noget, og at det som udgangspunkt er ulovligt at skaffe billeder ved indbrud på privat ejendom.
Straffelovens §264
- Som udgangspunkt er det strafbart at gå ind et sted, hvor man ikke må opholde sig – det følger af straffelovens §264, har Sten Schaumburg-Müller blandt andet tidligere udtalt til Landbrugsavisen, hvor han tilføjer:
- Og efter §264c kan det også være strafbart at bruge oplysninger, for eksempel billeder, som er skaffet ved en sådan uberettiget indtrængen.
Ifølge professoren indeholder loven dog en vigtig afvejning mellem beskyttelsesværdige interesser og offentlighedens ret til at få indsigt, og dermed er det ikke nok, at der forekommer problemer, som i forvejen er velkendte i landbruget.

Uenighed om samfundsrelevans
- Der skal være noget nyt og alvorligt. Hvis man bare dokumenterer, at der sker ting, som alle ved sker i svineproduktionen, så er det ikke særlig samfundsmæssigt interessant, har professoren tidligere udtalt til mediet.
- Det er blandt andet dette, der underbygger vores påstand om, at optagelserne ikke må bruges, siger Per Bardrum, direktør i Danske Svineproducenter til Effektivt Landbrug.
Ifølge TV 2-redaktør Lasse Bjerre er det dog netop fund af kritisable forhold af væsentlig karakter, som har samfundsrelevans, som har fået TV 2 til at vælge at bringe optagelserne fra Jeppe Bloch Nielsens stalde, og han har hele tiden fastholdt, at de presseetiske regler er fulgt til punkt og prikke.
Nej til invitation
Ifølge Jeppe Bloch Nielsen havde han tilbudt tv-produktionsselskabet Kompagniet at filme i hans stalde, men selskabet afslog angiveligt tilbuddet. Efterfølgende valgte Kompagniet at bruge optagelser, som var fremkommet ved indbrud i formandens stalde, hvilket han blev informeret om flere måneder efter indbruddet.
Ud over de ukendte smitterisici, som indbruddet kan have påført Jeppe Bloch Nielsens besætning og aftagere af hans grise, har han tidligere udtalt til Effektivt Landbrug, at indbruddet har været en stor psykisk belastning for hans kone, børn og medarbejdere.
Avisen har to gange tilbudt Kompagniet at kommentere sagen, men produktionsselskabet er aldrig vendt tilbage.

Sådan lyder kendelsen
THI BESTEMMES:
Dokumentarkompagniet ApS forbydes at offentliggøre, anvende, videregive, gengive, fremvise eller på anden måde videreformidle billed– eller videooptagelser, der hidrører fra den ulovlige indtrængen i Jeppe Bloch Nielsens svinebesætning og staldanlæg beliggende på (...), og enhver anvendelse af optagelser eller stillbilleder derfra, uanset medie, platform eller form.
TV2’s ansvarshavenede direktør, Anne Engdal Stig Christensen forbydes at offentlig- og tilgængeliggøre billed- og videooptagelser, der er optaget ved ulovlig indtrængen i svinebesætning og staldanlæg beliggende på adressen (...), tilhørende rekvirentens medlem, Jeppe Bloch Nielsen, herunder gengivelse af optagelserne i stillbilleder, lydklip eller på anden måde ved offentlig fremførelse, herunder i programmet ”02. Hvem passer på grisene” på TV2 programsat til den 26. november 2025 samt i form af teasere eller lignende for dette program.
Anmodningen om, at Dokumentarkompagniet ApS og TV2’s ansvarshavenede direktør, Anne Engdal Stig Christensen, skal pålægges at udlevere eller destruere kopier af de erhvervede optagelser tages ikke til følge.
Anmodningen om beslaglæggelse af det omtalte ovennævnte materiale hos Dokumentarkompagniet ApS og TV2’s ansvarshavenede direktør, Anne Engdal Stig Christensen, tages ikke til følge.










































