24syv lancerer nyt radioprogram om landbruget

- Programmet præges af værternes insisterende indignation og uforudsigelige humor. Det her bliver stort og sjovt, siger programredaktør Peter Marstal.
Programmet »Det Rigtige Danmarks radio« går i luften på 24syv første gang mandag den 3. oktober klokken 12 under ledelse af to usædvanlige værter, skrothandleren Niels Christensen fra Aars og journalisten Erik Høgh-Sørensen fra Tolne. Det fremgår af en pressemeddelelse om det nye radioprogram.
- De søger ikke at forstå, hvem Støjberg-vælgerne er. De kender dem allerede, står der i pressemeddelelsen.
Udsendelsen varer en time fra klokken 12-13 mandag til og med torsdag og er programsat indtil 2024, længe efter det forestående folketingsvalg.
- Begge (værter, red.) er rundet af politik på højrefløjen, og begge har markante holdninger. Men problemerne i Udkants- og Produktionsdanmark har ikke en partifarve, lyder det i pressemeddelelsen.
- Udfordringerne forstærkes af osteklokke-mentaliteten på store nationale medier og på Christiansborg, men det råder skrothandleren og Høgh’en bod på. Med flid, bid og til tider satirisk skarphed udstilles den brudte forbindelse mellem land og by, står der endvidere.
Programmet kan ses live på YouTube og Facebook-siden »Det Rigtige Danmarks radio«, ligesom det vil være tilgængeligt som podcast efterfølgende.