Klimaforandringer optager mange for tiden, og i Økologisk Landsforening bliver de tit spurgt om, hvordan det forholder sig med økologi og klimaafsæt. Det har fået foreningen til at lægge »Fakta om klima og økologi« - et overblik over økologiens fordele og udfordringer i forhold til klimaet på hjemmesiden.

Er økologisk eller konventionelt landbrug mon det bedste for klimaet?

- Det korte svar er, at begge produktioner skal blive meget bedre i forhold til klimaet. Økologisk landbrug har en mindre udledning af klimagasser målt pr. hektar, men forskere debatterer, om der er forskel målt pr. kilo fødevarer. Forskere er enige om, at den enkelte landmands bevidsthed om og handling på klimatiltag, samt forbrugernes bevidsthed om at reducere spild og kødforbrug, betyder meget for klimaet, skriver foreningen i en omtale.

Udfordringer

- Økologi er en del af løsningen på klimaet, men vi er ikke i mål. Derfor giver vi samtidig et overblik over de indsatser, vi er i gang med for at sikre, at vi når i mål, siger Paul Holmbeck, politisk direktør i Økologisk Landsforening i en pressemeddelelse.

Økologisk landbrug indeholder markante fordele for klimaet, men der er også udfordringer. Fravalget af energikrævende kunstgødning og pesticider samt mindre gødning er godt for klimaet. Økologer har også mange efterafgrøder og flerårige græsmarker, som trækker CO2 ud af luften.

Blandt økologiens klimaudfordringer er et typisk lavere udbytte i marken, mindre intensiv husdyrproduktion og mekanisk jordbearbejdning.

Alle skal blive bedre

Økologernes forening diskuterer også spørgsmålet om udbytte og klimatryk.

Ifølge forskning har økologisk landbrug en mindre udledning af klimagasser målt pr. hektar landbrugsjord end konventionelt landbrug. Men når økologer af hensyn til natur og sundhed ikke anvender pesticider og kunstgødning, har økologiske landmænd i vores del af verden typisk et mindre udbytte i marken. Forskere debatterer derfor, om konventionelle fødevarer kan have et mindre klimatryk målt pr. kilo færdigvare.

- Reviewstudier fra Schweiz, Sverige og Danmark viser dog, at klimaaftrykket for økologiske og konventionelle fødevarer er på samme niveau – også målt pr. kilo fødevare – når man følger de gældende EU-guidelines for livscyklusvurderinger (vurdering af produkters miljøbelastning i hele deres livscyklus), siger Poul Holmbeck.

Begge skal levere

Det får den politiske direktør til at konkludere, at begge produktionsformer skal på banen. Og det skal være nu:

- Det væsentlige er ikke, hvorvidt økologisk eller konventionelt landbrug er bedst på klimaet i dag. Ingen af produktionsformerne er i mål med klimaet. Så det handler om, hvordan begge produktioner for alvor kan rykke på klimaindsatser og sænke klimabelastning markant. Både økologiske og konventionelle landmænd er i gang med forskellige tilgang. Det handler dog ikke kun om at gøre noget, men om at gøre nok – i tide, siger Paul Holmbeck.