Det har i den seneste tid været meget politisk fokus på, at det ikke går hurtigt nok med etableringen af minivådområder rundt om i landet.

Men at der til gengæld også er ros og anerkendelse fra politisk hold til de landmænd, der enten planlægger, er i gang med – eller allerede har etableret minivådområder, er der også eksempler på.

Beviset på det kunne opleves i går hos landmand Niels Gundtoft, der har anlagt et 0,62 hektar stort minivådområde ved landejendommen lidt syd for Vejle. Et projekt, han, ifølge oplandskonsulent Aksel Ravn fra KHL, indtil videre selv i første omgang har lagt hele etableringsbeløbet på 400.000 kroner ud til. 

Første stop

I går blev den officielle indvielse af minivådområdet så foretaget af partiet SF’s formand Pia Olsen Dyhr, der lagde vejen forbi og svingede spaden over et gammelt drænrør for at markere, at det nye minivådområde er en realitet.

- Minivådområder som dét her er rent win-win for både landbruget og miljøet, lød det fra Pia Olsen Dyhr i forbindelse med indvielsen.

Pia Olsen Dyhrs besøg og indvielse af Niels Gundtofts minivådområde var første stop på en landbrugstur i det jyske for partiformanden, der efter besøget ved Vejle fortsatte til Foulum, hvor hun sammen med repræsentanter fra Seges og Aarhus Universitet skulle se på græsprotein til foder.