De svenske sundhedsmyndigheder melder om coronasmitte blandt arbejderne i Sveriges minkbranche.
- En række tilfælde af Covid-19 er fundet hos mennesker, der arbejder i minksektoren i Sverige.
Det skriver de svenske sundhedsmyndigheder i en pressemeddelelse torsdag. De oplyser ikke, hvor mange personer, der er smittede.
Det svenske folkesundhedsagentur, det svenske veterinærinstitut (SVA), det svenske landbrugsudvalg og lokale infektionsenheder undersøger i fællesskab, om der er nogen sammenhæng mellem sagerne og deres kontakt med minkene.
Blandt andet analyseres vira fra inficerede mennesker og inficerede mink for at undersøge, om der er en forbindelse mellem virusstammerne.
Tiltag
Tidligere er virussen Sars-CoV-2, der forårsager Covid-19, fundet i flere minkbesætninger i Blekinge.
- Rapporter fra blandt andet Holland og Danmark viser også, at der kan forekomme infektion fra mink til mennesker i nærheden af dyrene, skriver de i pressemeddelelsen.
For at reducere risikoen for spredning af infektion til og fra minkbesætninger har den svenske landbrugsstyrelse indført begrænsninger for alle minkbesætninger i landet.
Ifølge Sveriges største dyreværnsorganisation, Djurens Rätt, fandtes der omkring 70 minkfarme i Sverige i 2018. I alt er der påvist smitte på 13 minkfarme i Sverige.
db